Dengang små børn skulle arbejde

Kommentarer.

Efterårsferien er ovre, og skolebørnene sukker, fordi skolen atter ringer ind igen. Men vi skal ikke mange årtier tilbage i tiden, før skolebørnene nærmest længedes efter at komme tilbage på skolebænken. Det var dengang, efterårsferien bød på hårdt arbejde i marken. “Det var møgbeskidt arbejde”, fortæller et MyHeritage-medlem.

Af Kasper Nesager-Hansen

Uge 42 bød på børnevrimmel i gader og stræder, mens lyden af små, men høje stemmer vækkede genklang i zoologiske haver, biografer og andre seværdigheder. Forældre som bedsteforældre løb nærmest livet af sig i forsøget på at holde den yngre generation beskæftiget og glade. Dog skal vi ikke langt tilbage i tiden, før efterårsferien bød på hængende børnemuler og tvungen børnearbejde.

Kartoffelferiens nødvendighed

Bor du i storbyen, kan du nok svært at forestille dig, at børn frem til 1960erne skulle bruge uge 42 på at grave kartofler op i marken – i en HEL uge! Det var ikke desto mindre vilkårene for efterårsferiens forløber.

Foto: Udfordringen.dk

En artikel i Kristeligt Dagblad fortæller historien om dengang, hvor det var naturligt, at skolen lukkede ned for, at børnene kunne hjælpe til på gården. Da skoleloven blev indført i 1814, tog den hensyn til, at eleverne på landet havde forpligtelser på gårdene, hvormed de blev fritaget fra skole i ny og næ, men det var besværligt for datidens lærer at planlægge undervisningen, når eleverne var fritaget på forskellige tidspunkter. Derfor blev det i 1899 vedtaget, at “kartoffelferien” skulle ligge i uge 42, fordi kartoffelsorterne dengang kunne dyrkes helt frem til oktobermåned, hvor børn helt ned til seks års alderen hjalp med at grave kartoflerne op af jorden.

Børnene på landet skulle først og fremmest assistere gårdens husfader eller karl, der gik forrest med ploven, mens de små gik bagerst og samlede kartoflerne sammen. Dette billige afgrøde skulle sikre gårdens indtægter og spisekammer så længe som muligt. Derfor kom det ikke i første række for børn på landet i 1800-tallet at gå i skole – det gjorde opgaverne på gården.

Markarbejdet formede voksenlivet

Britta Vikke Madsen hører til en generation, hvor det var almindeligt at bruge uge 42 på at knokle i marken. Som barn i Esbjerg i 1960erne, var hun ikke tvunget til at hjælpe til i markerne, ligesom børnene i 1800-tallet, men hvorfor frivilligt bruge tid i marken, når ferien kunne bruges på at lege og være barn?

“Jeg voksede op i en familie med en hjemmegående mor og en far, der knoklede for at få det til at køre rundt. Der var jo ikke noget, som hed lommepenge, så det var helt naturligt,at vi skulle bestille noget, hvis vi ville have lidt i lommen”, fortæller Britta. Hun brugte uge 42 sammen med sin storebror i marken fra hun var 12 år gammel. Så hun vidste allerede fra barnsben, hvordan der skulle tjenes penge. “Jeg har siden, jeg var 12 år tjent lidt lommepenge ved at være barnepige, løbe med mælkeregninger og så som sagt samle kartofler i efterårsferien. Så vidt jeg husker, fik vi 10 øre pr. kg”.

Britta understreger, at hun og storebroren ikke blev tvunget til at arbejde i marken. Brittas mor derimod var vokset op på landet, og hun blev holdt hjemme fra skole, hver gang kartoflerne skulle tages op, så det ville hun aldrig påtvinge sine egne børn.

Hvordan var det at grave kartofler op?

“Det var et møgbeskidt arbejde! Vi startede tidligt om morgenen, og jorden var jo fugtig, så der gik ikke længe, før ens bukser var mudrede, og kartoflerne blev løsnet lidt, men ellers måtte vi grave dem frem med vores hænder. Man havde jord langt op under neglerødderne, og når ugen var gået, gik der lang tid, før fingrene var rene igen”.

Billeder af familien Vikke Madsen gennem tiderne. Det nederste billede er Britta som barn. Foto: Privat.

Kartoffelferien bød dog på andet end hårdt markarbejde, eftersom Britta Vikke Madsen brugte eftermiddagene, når hun kom hjem, til at lege med de andre børn fra området. Barndommen i den landlige idyl betød også rundbold på den nærliggende mark, og børnene byggede huler i vildtvoksende hække. For Britta var det en god barndom. Der var altid mange børn at lege med, fordi de fleste mødre var hjemmegående. Dengang var der ikke vuggestuer og børnehaver.
Da kartoffelferien bliver erstattet med efterårsferien, er Britta omkring de 14 år gammel, hvormed hun fik muligheden for at holde rigtig ferie i uge 42. Men hun lærte i en tidlig alder, hvad det ville sige at have et arbejde. Og denne fornemmelse for flid har fulgt Britta gennem ungdommen, hvor hun i første real kom i erhvervspraktik hos en isenkræmmer. Her brugte hun ferierne på at arbejde i de sidste tre år af hendes skolegang og kom senere hen i lære i forretningen.

Sidenhen har den flittige esbjergenser arbejdet som tjener i mere end 45 år. Hun bor stadig i Esbjerg, fordi hun ikke kan undvære Vesterhavet og den barske natur.

Britta har tre børnebørn, og hun ynder at fortælle historier fra hendes barndom.

“Mit ældste barnebarn elsker at høre om ‘gamle dage’, og når jeg fortæller, at jeg var otte år, før vi fik fjernsyn, er hun lige ved at dåne”, fortæller Britta med et kæmpegrin. Hun blev medlem af MyHeritage for et halvt års tid siden, fordi hun gerne ville udforske sin fars slægt, da Vikke er et specielt mellemnavn. Men Britta er også i gang med at nedfælde sine historier til børnebørnene, så de kan læse om dem, når de bliver lidt ældre.

Skriv en kommentar.

Denne e-mailadresse er privat og kan derfor ikke vises.