Styrk din forskning gennem forståelse for navnemønstre

Dette er et blogindlæg af gæsteskribent, James L. Tanner, der er slægtsforsker og pensioneret advokat fra Arizona. Han bor i dag i Utah, USA. Han er forfatter til to populære slægtsforskningsblogindlæg, Genealogy’s Star og Rejoice, and be exceeding glad. Han arbejder i dag som frivillig på Brigham Young University Family History Library i Provo, Utah.

Det er ikke så længe siden, at MyHeritage åbnede en stor genealogisk dør for mange forskere med ny Global Navneteknologi. I annonceringen står der, ”med den nye teknologi bliver det endnu lettere for dig at forske i dine globale rødder. ”Globale Navne” oversætter automatisk navne, der er fundet i historiske optegnelser og andre stamtræer, fra et sprog til et andet med høj præcision. Systemet genererer alle plausible oversættelser for at gøre det lettere at matche navne på forskellige sprog”. Denne teknologi er til stor gavn, fordi mange fornavne og efternavne har variationer afhængig af sproget. Men selv med denne hjælpende hånd fra MyHeritage er det stadig vigtigt, at du forstår de basale navnemønstre i det land eller de lande, hvor dine forfædre boede.

Familien Ove C. Ovesen (klik for at forstørre).

Hvis vi, slægtsforskere, ikke er bekendte med vore forfædres navnemønstre, kan vi risikere ikke at forstå dokumentationen af fødsel, ægteskab og sågar dødsattester, hvilket gør, at vi ikke kan identificere vores forfædre ordentligt – endsige gemme de opnåede oplysninger korrekt.

Navnemønstre omhandler metoden, der anvendes, når børn får tildelt deres navne og efternavne. I de fleste europæiske lande i dag får et barn enten farens eller morens efternavn – nogle gange begge. I de familier, der bruger efternavne, bliver medlemmerne identificeret, da de har samme efternavn. Denne praksis er efterhånden så udbredt, at nye forskere til tider begår den fejl at antage, at alle med det samme efternavn må være i familie. I vesteuropæiske lande er efternavnet som regel det sidste, der nævnes i hele det formelle navn. Men i Kina, Ungarn, Japan, Korea Madagascar, Taiwan, Vietnam og dele af Indien nævnes efternavnet først efterfulgt at fornavnet. For eksempel, Ho Ming ville være hr. Ho på dansk.

Henry Overson (klik for at forstørre).

Historisk set følger mange navnemønstre det patronymiske system – i enkelte tilfælde, det matronymiske. Barnet fik faren eller morens fornavn som efternavn. I det gamle Danmark, eksempelvis, kom Jens Svensens søn, Peder, til at hedde Peder Jensen. Indenfor samme patronymiske system kom datteren, Maria, til at hedde Maria Jensdatter. Historisk set har langt de fleste lande i verden haft patronymiske navnemønstre og blev brugt i skandinaviske lande indtil slutningen af det 19. århundrede, mens Island stadig benytter sig af dette navnemønster. Enkelte lande, som Rusland og Ukraine, bruger stadig en modificeret form for patronymikon til mellemnavne.

Island har, med al sandsynlighed, det mest konservative navnemønster i hele verden. Alle fornavne, der anvendes i Island, skal godkendes af den Islandske Navnekomité. Enkelte dele af USA er derimod kendte deres innovative og usædvanlige fornavne.

Spanske efternavne inddelt i provinser efter popularitet (klik for at forstørre).

I visse lande rundt om i verden får kvinden sin mands efternavn, når de bliver gift, men det sker traditionelt set ikke i spansktalende lande, hvor kvinder ikke tager mandens efternavn. Her er det kutyme, at folk har to efternavne tilknyttet deres fornavn – både faren og morens. For eksempel, en person med navnet, Manuel Luis Ortega y Sanchez, har fornavnene, Manuel Luis, mens han både har farens efternavn, Ortega, og morens, Sanchez. Spanien har også sammensatte efternavne såsom Manuel Luis Ortega y Paz y Estrella Sanchez. De to efternavne ville være ”Ortega y Paz” og ”Estrella Sanchez”. Denne form for navnemønster gør det lettere for slægtsforskere, i forhold til andre lande, fordi morens pigenavn altid optræder, mens begge forældres efternavne næsten altid er bevaret i børnenes navne.

Nogle familier foretrækker et traditionelt navngivningsmønster, som dikterer, at den først fødte søn i familien skal opkaldes efter farens bedstefar, den anden søn opkaldes efter morens bedstefar, mens den tredje søn opkaldes efter faren. På samme måde opkaldes den først fødte datter efter morens bedstemor, den anden datter efter farens bedstemor og den tredje efter moren. I tilfælde af flere børn opkaldes de efter onkler og tanter. Får man endnu flere børn, udvides mønsteret til andre slægtninge afhængig af traditionen i det enkelte område eller land. I realiteten har disse mønstre det med at gå i opløsning lige i det øjeblik, hvor slægtsforskeren står og har brug for mønsteret til at finde navnet på en forælder eller bedsteforælder. Men er du i stand til at identificere sådan et mønster, kan det hjælpe dig med at finde en forælders navn eller en anden slægtnings eventuelle navn.

I nogle lande får drengebørn med samme navn som deres far et suffiks, der indikerer deres forhold. På engelsk er denne indikation Junior eller forkortet til Jr. Når barnet får samme navn som faren, tilføjer faren til tider Senior eller Sr. til sit navn. Historisk set, og til trods for dette almindelige mønster, er det ikke usædvanligt, at to ikke-relaterede mænd i den samme by tilføjer Jr. og Sr. til deres navne ud fra deres alder i stedet for deres forhold.

Gamle pionere i St. Johns, Arizona (klik for at forstørre).

I mange lande var det tradition, at når et barn døde i en meget ung alder, ville det næste barn af samme køn få det samme navn. I nogle tilfælde, hvor der var flere dødsfald, blev navnene brugt mere end en gang. Dette navngivningsmønster kan være forvirrende for slægtsforskere, fordi det er svært at hitte ud af, om der var flere børn eller blot en fejl i registreringen af fødselsdatoer.

De fleste slægtsforskere ville ønske, at de kom fra en familie, hvor alle børnene og deres forældre havde usædvanlige navne. Lande som Wales og skandinaviske lande genbrugte det samme fornavn igen og igen, mens efternavnene er ekstrem almindelige. Jeg oplevede dette første gang, da jeg undersøgte en af mine forfædre med navnet Jens Jensen fra Danmark. Jeg fandt en rulle mikrofilm i Family History Library, som havde mindst 20.000 mænd med navnet Jens Jensen. Jeg håber, du har mere held i din slægtsforskning, end jeg havde!

Du bliver muligvis nødt til at forske lidt i de navnemønstre, som blev brugt i de lande, dine forfædre boede i. På nettet findes der mange artikler og studier, som diskuterer navngivningsmønstrene i detaljer. Du kan finde disse artikler og bøger gennem søgninger på nettet eller ved at kigge i bibliotekskataloger.

Udbredte navne kan være en udfordring på alle niveauer indenfor slægtsforskning. På engelsk er navne som John, Henry, David og William ekstrem udbredte, og hvis de er tilknyttet et almindeligt efternavn, kan det være virkelig svært at finde John Smith eller Henry Jones blandt dine forfædre. Den bedste løsning på dette forskningsproblem er at fokusere mere på stedet, din forfader boede frem for navnet. Når du fokuserer på et meget bestemt sted, kan antallet af personer med samme navn falde dramatisk. I skandinaviske lande og andre med lignende navnemønstre kan det være nødvendigt for dig, at du forsker i steder i det omfang, at du kan fastslå den eksakte bopæl, hvor dine forfædre boede. Folketællinger kan som regel oplyse stedet, hvor familien boede, ligesom de kan hjælpe dig med at differentiere mellem individer med det samme eller lignende navn.

Mange mennesker tror i begyndelsen af forskningen i deres familier, at deres eget navn eller efternavn er unikt. Indtil jeg var et godt stykke inde i min forskning, troede jeg, at efternavnene, Oversen og Wessman, ikke var så almindelige. Som jeg kom længere ind i forskningen, opdagede jeg, at begge efternavne var ret almindelige. At opdage navngivningsmønstre indenfor både fornavne og efternavne kan være et værdifuldt forskningsredskab, og det kan give dig en værdifuld indsigt i din familie, som hverken er åbenlys eller nem at opdage på andre måder.