Begge er adopteret fra Mumbai og kaldte hinanden for ‘søster’. 30 år senere fandt de ud af, at de faktisk er søstre
En gang imellem dukker der en historie om en DNA-opdagelse op, som føles mere som et filmmanuskript end virkelighed. Historien om Meena og Minal er en af de sjældne, næsten mirakuløse skæbnedrejninger.
Begge piger blev født i Mumbai i begyndelsen af 1980’erne og adopteret som spædbørn af hver sin hollandske familie. De voksede op langt fra hinanden, helt uvidende om, at de havde de samme biologiske forældre. Alligevel blev livet – mod alle odds – ved med at føre dem mod hinanden: først som fremmede, siden som barndomsveninder, der for sjov kaldte hinanden “søster”, og til sidst, 30 år senere, som biologiske helsøstre, bekræftet gennem MyHeritage DNA.
Dette er deres utrolige historie.
At vokse op som anderledes
“Jeg blev født i Mumbai i 1983 og blev adopteret, da jeg var fire måneder gammel, af et vidunderligt belgisk-hollandsk lærerpar,” fortæller Meena Geltink.
Fra Meenas adoptionspapirer
“Da jeg voksede op som indisk pige med mørk hud i en lille hollandsk landsby, følte jeg mig altid anderledes. Jeg var rigtig god til gymnastik, men jeg forsøgte ikke at skille mig for meget ud – jeg skilte mig allerede nok ud bare ved at være til.”
Meena som barn
“Mine forældre var altid åbne omkring min adoption,” fortæller Meena. “Vi fejrede endda den 25. oktober – den dag, jeg kom til Nederlandene – som min anden fødselsdag, og vi rejste sammen til Indien for at lære mere om min kulturarv. Alligevel følte jeg en dyb sorg og ensomhed, fordi jeg ikke havde nogen oplysninger om min biologiske familie.”
Samtidig levede Minal Tijssen et næsten parallelt liv. “Jeg blev adopteret, da jeg var tre en halv måned gammel, i 1982 af kærlige forældre i Made i Brabant,” fortæller Minal. “Ligesom Meena elskede jeg sport – gymnastik, hockey og tennis. Men selv om jeg havde en varm og kærlig familie, følte jeg en intens indre ensomhed. Som barn gjorde det mig faktisk bange at se andre indere, og når folk kiggede på mig, tænkte jeg: ‘Jeg er ikke som jer.’ Jeg følte mig som et fremmed væsen uden noget holdepunkt i forhold til min sande identitet.”
Minals adoptionsannonce
“Mine forældre fortalte mig, at jeg var blevet efterladt i en kurv uden for et børnehjem i Mumbai,” fortæller Minal. “I 42 år var den sparsomme detalje den eneste historie om min oprindelse, jeg havde.”
Skæbnens sammentræf
Længe før en DNA-database kunne forbinde dem, havde skæbnen allerede lagt spor ud. “Da jeg var 12 år, var min familie på campingferie i Østrig,” fortæller Meena. “En dreng fra en anden hollandsk familie blev ved med at kalde mig ‘Minal!’ Jeg rettede ham, men han insisterede: ‘Nej, du ligner præcis en pige, jeg kender derhjemme, som hedder Minal.’”
“Da jeg var 14 år, sendte mine forældre mig til en weekendsamling for internationalt adopterede,” fortæller Minal. “Jeg tog af sted med en veninde og var som sædvanlig skrækslagen. Det var dér, jeg mødte Meena. Under middagen lagde jeg mærke til, at hun stirrede på mig. Først blev jeg utilpas – hvem var denne pige, der lignede mig?”
Meena (til venstre) og Minal (til højre) som teenagere
“Så kom hun hen til mig og fortalte om drengen fra sin ferie, som havde forvekslet hende med mig,” fortæller Minal. “Det viste sig, at drengen var en af mine klassekammerater fra folkeskolen!”
“Vores venner var målløse over, hvor meget vi lignede hinanden,” fortæller Meena. “De hev os begge med ud på toilettet. Vi stod side om side og så på os selv i spejlet i vantro. Samme øjne, samme næse, samme smil, samme mørke hud, samme kærlighed til gymnastik.”
Minal (til venstre) og Meena (til højre) lignede hinanden påfaldende meget
“Vi fandt straks hinanden,” fortæller Minal. “Vi begyndte at skrive breve frem og tilbage i 6 år. Fordi vi følte et så mærkeligt, instinktivt bånd, kaldte vi kærligt hinanden for ‘søster’. Men da vi blev voksne, tog livet over. Dengang havde vi ikke sociale medier til at holde kontakten. I 2011 havde vi mistet kontakten. Jeg gik ud fra, at vores ‘søsterskab’ bare var et sødt eventyr, vi havde fundet på som teenagere.”
“Vi gik begge videre og skabte hver vores liv,” fortæller Meena. “Jeg boede i Gemert, og Minal flyttede til Frankrig.”
På jagt efter svar
Begge kvinder forsøgte hver for sig at spore deres rødder tilbage til Mumbai, men endte ved hjerteskærende blindgyder.
“I 2004 og igen i 2025 besøgte jeg det børnehjem i Mumbai, der stod angivet i mine retsdokumenter,” fortæller Minal. “Begge gange var der ingen arkiver, ingen omtale af mit navn og ingen svar. Personalet fulgte os ud. Jeg gik derfra med en følelse af at være blevet slettet – havde jeg overhovedet eksisteret? Hvor kom jeg fra?”
Meena forsøgte også at finde ud af mere om sin oprindelse. “I 2017 tog jeg en MyHeritage DNA-test i håbet om at få svar,” fortæller hun. “Men måned efter måned gik uden nogen nære familiematches. Til sidst gav jeg op, glemte min adgangskode og slettede appen fra min telefon.”
‘Det er virkeligt … biologiske helsøstre’
Ni år efter at Meena tog sin test, modtog Minal endelig et MyHeritage DNA-kit i foråret 2026.
“En dag sad jeg i min sofa i Frankrig, da der dukkede en notifikation op på min telefon: Dine MyHeritage-testresultater er klar!” husker Minal. “Jeg åbnede appen. Øverst på listen under Nærmeste familie stod der: ‘Søster: Meena, Nederlandene.’
“Jeg sad helt stivfrossen og rystede. Jeg satte mig ind i bilen for at hente min søn fra fodboldtræning og brød pludselig ud i ukontrollerbar gråd – tårer, der kom fra et sted så dybt inde i mig, at jeg aldrig havde mærket noget lignende før.
“Jeg skyndte mig ind på Facebook, fandt Meena på Messenger og sendte hende et skærmbillede af hendes profil: ‘Meena, kan du huske, hvordan vi plejede at kalde hinanden søstre? Tjek din MyHeritage-app … vi er måske faktisk rigtige søstre.’”
“Jeg var så forvirret!” udbryder Meena. “Jeg kunne ikke engang huske min adgangskode. Min partner hjalp mig med at logge ind på min gamle konto igen. Han kiggede på centimorgan-dataene, tjekkede dem to gange og så op på mig: ‘Meena … det er virkeligt. I er 100 % biologiske helsøstre.’”
‘Det er en helt utrolig følelse’
DNA-dataene bekræftede det, som deres hjerter havde vidst foran spejlet på toilettet 30 år tidligere: Meena og Minal har præcis den samme biologiske mor og far.
“Hele mit liv har jeg følt, at jeg ikke hørte til nogen steder,” fortæller Minal. “Men da testen bekræftede, at Meena var min helsøster, ændrede alt sig. Endelig følte jeg: Jeg eksisterer. Jeg lever. Jeg er ikke et fremmed væsen. Jeg blev virkelig født, for min søster kom fra den samme mave, de samme forældre.”
“Nu skriver og videoopkalder vi hinanden hver eneste dag,” fortæller Meena. “Vi har så mange af de samme træk, minder og endda musiksmag – vi voksede begge op som kæmpefans af Backstreet Boys! Det er en helt utrolig følelse.”
De to blev endelig genforenet i Nederlandene i midten af august. Se deres følelsesladede gensyn i videoen nedenfor:
“Da jeg så dig, føltes det, som om jeg var kommet hjem,” sagde Minal til Meena.
En omfavnelse mellem søstre
Meena og Minal
Meena og Minal
Søstrenes utrolige historie vakte genklang over hele verden, og medier fra People.com og The New York Times til CBC Radio og The Indian Express fortalte om den.
Vi er meget taknemmelige for, at Meena og Minal har delt deres historie med os og resten af verden. Den er en stærk påmindelse om, hvor betydningsfuld og livsforandrende DNA-testning kan være for adopterede og andre, der leder efter familiemedlemmer, de for længst har mistet kontakten til.
Hvis du også har gjort en fantastisk opdagelse med MyHeritage – og den behøver bestemt ikke at være lige så overvældende som denne! – vil vi meget gerne høre om den. Del den med os på stories@myheritage.com
