Julen 1914: Julefreden på Vestfronten
I 2014 er det 100-året for den berømte julefred i første verdenskrigs første år.
Midt i den hårde vinter med voldsomme kampe mellem de to sider opstod der en spontan, uofficiel våbenhvile i ugen op til jul og i juledagene. Tyske og britiske soldater begyndte at udveksle julekort og synge sange på tværs af skyttegravene. Det forekom endda, at soldater spadserede over til fjenden for at snakke med modstanderne og udveksle gaver.
På selve juleaften og juledag lagde soldaterne deres stridigheder bort i et par timer. Mange af dem – på begge sider – gik ind i ingenmandsland, hvor de mødtes og udvekslede mad og souvenir og sang julesalmer sammen.
Tyske og britiske soldater mødes i ingenmandsland, 25. december 1914
Det siges, at da juledag oprandt, dukkede nogle tyske soldater op fra deres skyttegrave og nærmede sig de allieredes linjer, mens de råbte ”Glædelig jul”. Først var de allierede soldater noget tøvende, idet de tænkte, at det måtte være et trick. Da de så, at de tyskere, der kom nærmere, imidlertid var ubevæbnede, kravlede de også op af skyttegraven og gav håndtryk til de andre.
Den senere naturskribent Henry Williamson, der dengang var en 19-årig menig i London Rifle Brigade, skrev til sin mor 2. juledag:
”Kære moder. Jeg skriver fra skyttegravene. Klokken er 11 om formiddagen. Ved siden af mig er der en koksild og over for et dækningsrum (vådt) med halm i. Jorden er mudret i selve skyttegraven, men ellers er den frossen. I munden har jeg en pibe, jeg har fået af Prinsesse Mary. I piben er der tobak. Selvfølgelig, siger du måske. Men vent lidt. I piben er der tysk tobak. Ha ha, siger du, fra en fange eller fundet i en erobret skyttegrav. Men nej! Fra en tysk soldat. Ja, fra en levende tysk soldat fra hans egen skyttegrav. I går mødtes briterne & tyskerne & gav hinanden hånden på området mellem skyttegravene & udvekslede gaver. Ja hele juledag & stadig mens jeg skriver dette. Fantastisk, ikke sandt?”
Et af de kendteste billeder fra julefreden er fra en fodboldkamp mellem tyskerne og de allierede. Der var rapporter om adskillige fodboldkampe mellem modstanderne langs fronten.
Det er svært at vurdere, hvor mange soldater, der spillede fodbold – eller oplevede våbenhvilen i det hele taget. Det siges, at der var ca. 100.000 engelske og tyske soldater, der deltog i den uofficielle våbenhvile på Vestfronten i 1914. Mange breve, der blev sendt hjem, fortæller om våbenhvilen og fodboldkampen.
En tysk soldat, Josef Wenzl, fra det 16. Bayerske Infanteriregiment skrev til sin familie:
”I vil næppe tro det, jeg fortæller jer nu, men det er den rene og skære sandhed. Det var næppe blevet dag, inden englænderne dukkede op og vinkede til os, hvilket vores folk gengældte. Lidt efter lidt kom de helt frem fra skyttegravene, vores folk tændte et medbragt juletræ, stillede det på volden og ringede med klokker. Alle bevægede sig frit frem fra skyttegravene, og det kunne ikke være faldet en eneste ind at skyde. Det, jeg for blot et par timer siden havde anset for vanvid, kunne jeg nu se med egne øjne … det var dette noget gribende syn: Mellem skyttegravene står de mest forhadte og bitre modstandere omkring et juletræ og synger julesange. Dette syn vil jeg mindes resten af mit liv. Man ser snart, at mennesket lever videre, selv om det i øjeblikket ikke kender til andet end at dræbe og myrde … Julen 1914 vil være uforglemmelig for mig.”
Julefreden var ikke det eneste eksempel på uofficielle våbenhviler mellem fjenderne i første verdenskrig, men den symboliserer en voksende humanistisk indstilling. Soldater fra de stridende sider, der var ganske tæt på hinanden, kunne ind imellem genkende menneskene på den anden side og holdt en pause i kampene. En gang imellem var der også fraternisering – en gang imellem, for det var kun en kort pause, mens man fik reddet de sårede og døde kammerater væk fra slagmarken.
Julefreden 1914 markerede et kort og bemærkelsesværdig øjeblik af fred midt i en de mest voldelige og grusomme perioder i historien. Den viste et glimt af håb i mørke tider. Selv om den korte fred aldrig blev gentaget på samme niveau – fremtidige forsøg på våbenhvile blev knust – viste den trods alt en tro på det gode i mennesker og en human indstilling i højtiden.
