Lily Broberg – Danmarks første tv-presenter og matadorskuespillerinde ville have fyldt 100 år
- Af Ilan
Skuespillerinden Lily Broberg er et anerkendt navn på den danske filmscene. Hun har medvirket i et utal af danske filmklassikere, revyer, teaterstykker og tv-serier. De fleste af os kender hende nok fra serien Matador i rollen som grisehandlerens kone, Katrine. Hvad nogle måske ikke vidste om Lily, var at hun faktisk var den første dansker til at præsentere Danmarks første TV-udsendelse nogensinde – endda på sin 25-års fødselsdag. I dag ville den garvede skuespillerinde have fyldt 100 år, hvis hun endnu havde været i live. Bliv klogere på hendes livsbane og skuespillerkarriere ved at læse med her.
Født med et andet navn
Lily eller Lilly Broberg Christensen, blev faktisk ikke født med det navn. Da hun bliver født d. 19. september 1923, i Skørring Sogn, som hører til Aarhus Amt, stod der et andet navn på fødselsattesten. Hun bliver nemlig født, Lissi Broberg Olesen, datter af kontordamen Oda Johanne Olesen (født 1899), og en far hvis navn står uoplyst.
Spædbarnet Lily bliver dog ikke længe hos sin biologiske mor, da hun som 2-årig bliver adopteret af ægteparret Johannes Christian Christensen (29-02-1892 – ukendt dato for død) og hustru Karen Kristensen (d. 25-05-1892 – 05-06-1977). Det er også i forbindelse med adoptionen at hun får et navneskifte.
Nu hedder den lille pige med en skuespiller gemt i maven, altså ikke Lissi, men Lily Broberg Christensen. Hvad lille Lily ikke vidste noget om endnu, var den sprudlende og talentfulde skuespillerinde hun ville komme til at blive, frem til sine dages ende.
Lily kan næsten ikke vente med at komme op på en scene og underholde sit publikum. Ilden der gemmer sig inde i hende, begynder allerede at slå gnister som 10-årig, hvor hun starter som danser på Vennelyst Teatret i Århus. Hun optræder desuden også i en parodi på Franz Léhars (østrig-ungarsk komponist) operette “Den glade Enke”. Karrieren er allerede så småt i gang, men der går først nogle år, før hun rigtigt begynder at praktisere skuespillerlivet.
Den unge Lily tager hul på karrieren
Da Lily skal til at fylde 14 år, kommer der for alvor smæk på. Indtil da, gik hun, ligesom sine jævnaldrende, på en ganske almindelig skole. Men samme år i en alder af blot 14 år, går hun ud af skolen for at vie sit liv til teatret og scenen. Hun fik sin egentlige debut på teatret Vennelyst i Århus, hvor hun fortsatte med at danse på scenerne i hjembyen.
Hun fik også trænet stemmebåndet som korpige i cirkusbygningen, på Axeltorv i København.
Lily bevæger sig også allerede ind i revyerne, da hun griber chancen for at spille med i revyen i Randers. I 1940 bryder hun igennem som revyskuespillerinde i Helsingør-revyen “Sæt alle klude til”. Her spillede hun desuden ved siden af skuespillere som Ole Monty, Lise Thomsen, Ole Walbom og Gurli Gilda.
Allerede dengang var publikum og hendes teaterkompagnoner vilde med Lily. Hendes sang, dans og steptrin bragte glæde med sig, og hun blev i løbet af kort tid teatrets primadonna. I denne tid, fik hun bevist at dette var et felt hvor hun hørte til.
Lily landede sin første større rolle i musicalen “Mig og min pige” på Casino i Århus i 1941. Her spillede hun overfor Børge Andersen, som bl.a. var en anerkendt og dygtig farce-skuespiller ved Århus Teater.
Lilys karriere kørte på fuldt tryk, og hun fortsatte til Apollo teatret og til cirkusrevyen. Efter indstilling af skuespilleren, Albert Luther, fik hun en plads ved Det Kongelige Teater, på deres elevskole. Lily kom i lærer hos Holger Gabrielsen, og bestod afgangsprøven i 1948 med strålende glans. Indtil 1952 var hun engageret ved det Kongelige Teater og fik mange klassiske roller i bl.a. Holberg og C. Hostrup stykker. Det var dog revygenren og operette der blev hendes favoritter.
Hun forlod det Kongelige Teater i 1952 til fordel for Frederiksberg Teater, hvor hun gjorde virke som meddirektør indtil 1954 sammen med Otto Hallstrøm, der dog ikke længe efter blev overdirektør.
Revyernes og operettens dronning
Lily Broberg var gennem sin skuespillerkarriere enormt begejstret for revy, og af god grund. Lily fik allerede debut som revyskuespiller tilbage i 1940, og hentede sidenhen erfaring indenfor adskillige andre teatergenrer. Men revykunsten vendte hun altid tilbage til, og medvirkede i sin allersidste i 1983 – Cirkusrevyen.
I 1955 optrådte hun for første gang i den folkekære Cirkusrevy, hvor hun sang “Kend de rigtige steder”, som høstede stor popularitet. Mange sæsoner blev det til hos Cirkusrevyen, og hun beviste fortsat at det var en opgave hun bestred til UG.
I 1964 fik hun prædikatet “revyernes primadonna” og huskes nok især for revyviserne “Een, men sikken en” og “Noget farligt indeni” (skrevet til hende af Preben Kaas, Cirkusrevyens daværende direktør) begge fra Cirkusrevyen i 1976. Særligt sidstnævnte vise, blev en bragende succes, og huskes som en af hendes bedste præstationer.
Lily Broberg nåede at medvirke i hele 32 forskellige revyer, ved siden af de 66 spillefilm hun også kan skrive på sit repertoire. Heraf huskes bedst hendes revyoptrædener i Cirkusrevyen og ABC Teatret.
Lily Broberg i Matador
Ved siden af revy, operette og musical bevægede Lily sig også over i mere seriøse roller, indenfor både teater, tv-serier og spillefilm.
Allerbedst huskes Lily Broberg nok for hendes rolle som den gæve og trofaste Katrine, grisehandler Larsens frue i Danmarks nok bedste tv-serie “Matador”. Da Matador for første gang blev sendt på hele landets tv-skærme den 11. november 1978 fik danskerne altså lov til at opleve den allerede garvede og folkelige skuespillerinde. I rollen som Katrine, tegnede hun et portræt af en kvinde med en bestemt og kølig fremtoning, der dog gemte på et kærligt og jordnært indre.
Ej at glemme, var det desuden Lily der formulerede de historiske ord “Goddag – her er fjernsynet. Vi håber, De vil synes om det.” Dette var sætningen der blev præsenteret i Danmarks første TV-udsendelse. Siden slutningen af 1950’erne har Tv’et været det fremherskende massemedie i Danmark. Det er derfor ganske ekstraordinært, at det lige blev Lily der skulle formulere ordene.
Hendes allerførste medvirken i en spillefilm var i 1944, med titlen “Lev livet let”, hvor hun spillede overfor skuespilleren Christian Arhoff, som indtil 1945 var fast revyskuespiller ved Apollo teatret. Siden hen blev filmene flere, hvoraf titler som “Mød mig på Cassiopeia”(1951), “Rekrut 67 Petersen”(1952) og “Sømænd og Svigermødre”(1962) kunne skrives på repertoiret.
Filmen “Sømænd og svigermødre” blev i øvrigt instrueret af filminstruktøren Bent Christensen, som Lily dannede par med i 1950’erne og levede sammen med indtil 1957.
Lily og kærligheden
Selvom Lily var gavmild med sit skuespilvirke, og som menneske bibeholdt en autentisk og folkelig fremtoning, delte hun dog ikke meget ud af sit privatliv.
Det blev dog alligevel til et offentligt kendt ægteskab med overtjeneren og borgmestersønnen Børge Peter Osiier Børgesen (10-05-1915 – 26-01-1972). De giftede sig i Vor Frue Kirke i Århus den 12. december 1943. Ægteskabet opløstes dog senere. Til trods for at ægteskabet ikke lykkedes, nåede de at få pigen Lotte Børgesen sammen, der kom til verden i 1945.
Senere i 1950’erne levede hun sammen med filminstruktøren Bent Christensen indtil 1957, med hvem hun fik endnu et barn, nemlig sønnen Kim. Efterfølgende blev hun gift med musikeren Ole Molin (født 23-06-1936) frem til 1977.
Ved siden af den imponerende karriere, havde hun en stor begejstring for strikning. Grundet dette drev hun i en periode i 1960’erne også en garnforretning, der lå på Vesterbro.
Hen imod slutningen af sin karriere forfulgtes Lily dog i stigende grad af sceneskræk. En frygt der ikke er just belejlig for en skuespiller at blive ramt af.
Hendes arbejdsindsats og store drive havde til sidst fået indhentet hende, og påvirkede helbredet i den negative retning. Lily Broberg døde den 29. juli 1989 på Frederiksberg, og blev begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.