Arvestykket fortæller historier om din forfader

Gulduret, det ligger normalt i skuffen inde i soveværelset. Ikke fordi det er gået i stykker, men nærmere fordi det ikke skal gå i stykker. Trods sin alder virker uret stadig. Ved særlige lejligheder tager jeg det på. Min fornemmelse for overtro fortæller mig, at uret bringer held, fordi min farfar er hos mig, når jeg bærer hans ur.

Arvestykket bringer mig minder fra min barndom, hvor min farmor og farfar var i live og friske. Minderne fra dengang danner varme og fremkalder smil – for de var omsorgsfulde og kærlige mennesker. Når jeg kom i deres rækkehus, var det med følelsen af frie rammer, forkælelse som bedsteforældre er berømte for, og en tidslomme med alle mulige ting fra en svunden æra. Lige fra fotografier fra før Anden Verdenskrig til det seneste kassettebånd med Vikingarna (svensk danseband fra 1958-2004).

Bornholmerurets falmede råhvide farve husker jeg stadig. Ligesom lyden når klokken slog, og det var tid til farfars frikadeller med brun sovs og kartofler – min livret, for farfars brune sovs var fantastisk. Om aftenen sad vi inde i stuen og så fjernsyn. Farfar så fodbold og ytrede sig kun med et kort, men dybt grin, når der blev scoret. Farmor sad stille begravet i sit strikketøj, men brød sin tavshed med, ”scorede de et mål, tykke?”. De var sammen hver for sig om aftenen, men forenet i et tykt røgtæppe, der var vævet sammen af deres fælles kæderygning – noget man ville vrisse af i dag, men ikke dengang. Dengang var røgen synonymt med fredagshygge hos farmor og farfar – trække vejret kunne man altid ved afhentningen dagen efter.

Arvestykker er ikke kun ting. De er minder, de fortæller en historie om ejeren og familien, og de giver os et glimt af, hvem vi er – for familien er en del af vores identitet. Min farfars Omega-ur fortæller historien om en mand, som var elsket, fordi han var en varm mand, der passede på sin familie og sine venner. Han havde ikke mange fine ting, selvom både han og min farmor lagde en ære i at gøre dagens gode gerning – og lidt til. De var der for andre uden at forvente at få noget igen. Min far og faster gav derfor uret til deres far på hans 50 års fødselsdag – et tegn på deres påskønnelse. Han blev 89, men hans ur tikker stadig her godt 57 år efter, at han første gang tog det rundt om håndleddet. Min farfar passede godt på sine ting, og som følge arvede vi, børnebørn, mange mindeværdige ting fra dengang.

Jeg nænner ikke at smide farfars gamle slips ud, selvom de gik af mode for mere end 4 årtier siden. De giver mig et billede af, hvordan han gik klædt, når han var på arbejde som overtjener, hvor han serverede oksesteg og rødvin for gæsterne, mens han konverserede med dem – for farfar var altid god til at ”falde i snak med folk”, som farmor plejede at sige. Nu hænger slipsene ved siden af mine egne og giver de mere moderne slips en svag lugt af tobak.

Arvestykker kan være en uundværlig del af vores slægtsforskning, når det kommer til at sætte ord på familiens medlemmer. De har alle en historie, og et arvestykke kan åbne op for sluserne, der holder floden af minder tilbage i den fjerne erindring. Om det er den gamle familiebibel eller sherryglassene fra morfars vinskab.

Når mine fremtidige børn en dag skal lære lidt om, hvem deres oldefar og oldemor var, vil jeg finde farfars ur frem fra skuffen og fortælle om manden, der fik en flot gave af sine børn som tak for mange års kærlighed, varme og tryghed. Min farfar var en simpel mand med simple behov. Jeg kan ikke pege på en statue af ham eller finde en gade, der er opkaldt efter ham. Det behøver jeg heller ikke – for jeg har hans ur, og det fortæller rigeligt om ham.

Har du et arvestykke, der vækker minder og historier om dine slægtninge?