Hendes forældre efterlod hende på en bænk for at redde hende fra nazisterne. Som 80-årig blev hun genforenet med en sin fætter hun ikke vidste eksisterede.

Da Gestapo steg ombord på toget med Marta og Alexandr Knapp under deres flugtforsøg fra Prag i juni 1942, måtte de træffe en hurtig beslutning. De vidste, at nazisterne ville finde dem.

De vidste, at de nok aldrig ville vende tilbage fra hvor end de blev taget hen. Og de vidste, at deres baby, Alice, ikke havde en chance for at overleve, hvis hun blev hos dem.

Så ligesom Jochebed, der lod den spæde Moses flyde ned af Nilen, besluttede de sig for at sætte deres lid til skæbnen. De efterlod Alice på en bænk ved stationen og bedte til, at nogen ville finde hende og redde hendes liv.

Det var der nogen, der gjorde.

Marta og Alexandr blev sendt til deres død, men deres sidste, desperate handling for at redde deres datter var succesfuld: Alice overlevede krigen og blev genforenet med Martas søster Edith – Alices tante. De blev adskilt da Edith immigrerede til Palestina og mistede kontakten i løbet af årene.

Alice vidste ikke, hvad der skete med hendes tante eller den søn, som tanten nævnte i et af sine sidste breve… indtil en fjern slægtning, der boede flere tusinde kilometer væk i Sydafrika, modtog et Smart Match™ på MyHeritage, der genforenede de forsvundne slægtninge. Deres smukke historie blev for nyligt dækket på CNN.

En familie, der blev revet fra hinanden

Søstrene Marta og Edith Grunwald blev født i den østrig-ungarnske region. Marta blev født i Debrecen i Ungarn i 1912 og Edith i Lučenec i Slovakiet i 1917. De voksede op i en veletableret og veluddannet jødisk familie, som begge læste på universitetet i Prag. Da 2. verdenskrig brød ud, flyttede Edith til Lučenec, der dengang var en del af Ungarn, hvor det meste af familien boede dengang, mens Marta blev i Prag med sin mand Alexandr Knapp. I maj 1941, i skyggen af nazisternes besættelse, fik parret deres første og eneste datter Alice.

Et år senere, juni 1942, forstod Knapp-familien, at deres eneste chance for at overleve var at flygte fra området. Desværre gik Gestapo ombord på toget da det neåde til Pardubice station, hvor de begyndte at tjekke dokumenter. Marta satte sin datter på en bænk nær stationen og håbede, at nogen ville finde og tage sig af hende.

“Som barn, og endda da jeg blev ældre, bebrejdede jeg min egen mor, på en måde, for at have mig så sent, dengang med godstogene. Jeg fandt det uansvarligt,” fortalte Alice i sit vidnesbyrd til Memory of Nations. “På den anden side, da jeg fandt ud af, at min mor reddede mit liv, begyndte jeg at forstå, at hun havde brændende ønsket sig et barn og tænkte, hvor svært det måtte have været at give slip på mig. Jeg ser hende lidt som en helt for at redde mit liv. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan hun måtte have haft det, da hun efterlod babyen i et tæppe på en bænk. Det var sådan hun gjorde, uden nogensinde at vide, om hun havde reddet mit liv.”

Marta og Alexandr blev arresteret og siden deporteret til Auschwitz, hvor de døde. Alice blev fundet af en forbipasserende og taget til et børnehjem i Karlovy Vary, hvor hun blev passet sammen med andre børn, hvoraf nogle af dem var jødiske. Hun var mørkere end de andre børn, så da tyskerne inspicerede børnehjemme, identificerede de hende som jødisk. De tog hende og de andre børn til Theresienstadt, hvor de satte en falsk ghetto op til PR-formål, der skulle vise en falsk og poleret repræsentation af, hvordan regimet behandlede jøderne. Heldigvis for Alice, så betød det at hun blev behandlet godt: De gav hende mad og godt tøj, så hun så sund og velplejet ud på billeder og under besøg fra Røde Kors. Hendes 16-årige halvbror Rene ankom senere – hendes fars søn fra et tidligere ægteskab. Han tog sig af hende der, men i 1944 blev han og hans venner sendt til Auschwitz og myrdet.

I mellemtiden fandt rædslerne fra den nazistiske besættelse også frem til Edith. Hendes mand blev taget til den russiske frontlinje, hvor han blev dræbt frem mod slutningen af krigen. Edith blev sendt til Auschwitz, men i stedet for at blive sendt i gaskamrene, blev hun taget til en en slavearbejdslejr hos Siemens i nærheden.

Da krigen endelig sluttede, kunne Edith vende tilbage til Lučenec med sin kusine Miriam, der havde været sammen med hende i arbejdslejren. Alice, der stadig var et meget ungt barn, blev taget fra Terezín og genforenet med sin tante takket være en organisation, der blev grundlagt af menneskerettighedsaktivisten og Righteous Among the Nations Přemysl Pitter. Alice og Edith boede i et hus i Lučenec sammen og forsøgte at stable et nyt liv på benene.

Men som mange andre jøder, der overlevede krigen blot for at opdage at det meste af deres familie var blevet myrdet, følte Edith at hendes fremtid lå andetsteds, og hun besluttede sig for at immigrere til Palestina med sin kusine Miriam i 1947. Det vides ikke, hvorfor hun besluttede sig for ikke at tage lille Alice med sig; måske frygtede hun for barnets sikkerhed i det politisk ustabile Mellemøsten, eller måske var det ikke muligt for Alice at komme ud af Sovjetunionen. Uanset årsagen, blev Alice adopteret af et tjekkisk par og Edith etablerede sig nær Haifa, hvor hun mødte og giftede sig med David Weiss, og efterfølgende fødte en søn ved navn Yossi.

Edith sendte breve til Alice fra Israel indtil 1956. Da de blev skrevet i en blanding af ungarnsk og sandsynligvis yiddish, kunne Alice aldrig forstå dem. I et af Ediths sidste breve, inkluderede hun et foto af sig selv med sønnen Yossi. Efter 1956 stoppede hun med at skrive, og Alice hørte aldrig fra sin tante igen.

Alice voksede op, læste til sygeplejeske og giftede sig med en mand ved navn Miroslav Grus, som hun fik 3 børn med. Desværre valgte Edith – der ligesom mange andre overlevende efter Holocaust var dybt traumatiseret af de rædsler hun oplevede under krigen – at begå selvmord i 1985.

En forbindelse flere tusinde kilometer væk

I 2020 måtte Michalya Schonwald Moss – oldebarn af Moshe Schonwald, broderen til kusinen, der immigrerede til Israel med Edith – annullere sine planer om at immigrere til Israel på grund af COVID-19 pandemien. Mens hun var fanget derhjemme under lockdown, valgte hun at dedikere noget tid til at lære om sin familiehistorie og tilmeldte sig MyHeritage.

“Jeg troede, jeg vidste en del om familien, men jeg vidste faktisk ingenting,” forklarede Michalya. “Min bedstefar, Moshe Schonwald, sagde ikke et ord efter krigen. Jeg begyndte at forske – jeg ledte efter navnet Schonwald, hvor stammede det fra? Jeg vidste intet om det eller hvor familien kom fra.”

Efter at have søgt gennem dokumenter og billeder, besluttede Michalya sig at kontakte en slægtsforsker i Slovakiet, der også brugte MyHeritage. “[Han] fik hurtigt kortlagt de 120 medlemmer af min familie, der døde under Holocaust,” forklarede Michalya. Han modtog hurtigt et Smart Match™ til grene af familien, som Michalya ikke kendte til: Alices familie. Og disse matches indikerede, at der var endnu en kusine, der boede i Israel: Yossi Weiss, Ediths søn.

“Jeg var chokeret da jeg fandt ud af, 80 år gammel, at jeg havde sådan en stor familie,” fortalte Alice CNN i et følesesladet videoopkald. “Jeg er bare trist over, at vi ikke fandt ud af det tidligere.”

“At opdage, at et familiemedlem havde overlevet, som vi aldrig havde kendt til, og at hun stadig var i live og boede i Prag, var som at finde et levende spøgelse,” fortalte Michalya til CNN. “Og det var særligt hjerteskærende at høre hendes historie.”

Yossi og resten af familien var også chokeret og dybt rørt af opdagelsen.

“Efter jeg fandt Yossi og hørte om hans historie, tilbød jeg at invitere Alice til Israel, så hun kunne opleve det liv, hun kunne have haft,” fortalte Michalya. Alice havde aldrig været i Israel før, men sagde ja til invitationen, og sidste sommer fløj hun til Israel med sin mand, søn og svigerdatter for at møde sin fætter og medlemmer af hans familie – inklusive Michalya, der fløj ind fra Sydafrika.

Yossi og Alice, endelig genforenet

Alice fortalte CNN, at hun var bekymret for at rejse i sin alder, men hun fortrød intet. “Jeg er så glad for, at jeg tog afsted,” fortalte hun.

Alice taler hverken engelsk eller hebraisk, så hun kommunikerer med sin nyfundne familie gennem en tolk. De besøgte Theresienstadt-museet og World Holocaust Remembrance Center ved Yad Vashem, hvor hun gav sit personlige vidnesbyrd, der nu bliver gemt til eftertiden.

Fra venstre til højre: Alices mand Miroslav, Alices søn Jan, Michalya, Alices svigerdatter Petra, Alice og Yossi

De besøgte også hendes tante Ediths grav sammen, hvilket var meget vigtigt for Alice og hjalp med at give hende en form for afslutning.

Yossi og Alice besøger Ediths grav

Yossi har svært ved at forstå, hvorfor hans mor ikke tog Alice med sig da hun tog til Palestina, men han ved, at hans mor bar på en masse traumer. “Ingen kom tilbage derfra og kunne fortsætte deres normale liv,” forklarede han. “Jeg ved, at hun elskede sin søster, de to søstre var meget tætte.”

“Ved at have hende i vores liv igen, har hun lært os, hvordan man rigtigt griber livet,” fortalte Michalya til CNN. “Hver dag hjælper vores familie med at hele sårene. Og takket være Alice, glimtet i hendes øjne og den kærlighed hun udstråler, er vi blevet en familie igen.”

Hvis du har lavet en utrolig opdagelse som denne familie ved brug af MyHeritage – vil vi elske at høre om det. Del den med os ved at bruge denne formular eller send os en e-mail på stories@myheritage.com.