Gerda Hansen opdager under slægtsforskning på MyHeritage, at hun allerede før deres ægteskab er i familie med sin mand.
Af Kasper Nesager-Hansen
I Gerda Hansens barndomshjem bliver der ikke talt meget om fortiden og forfædrene. Hun ved, at hendes morfar har et stamtræ, men ingen taler om det. Morfaren gifter sig to gange. Han når at få fem døtre med sin første hustru, som dør i en tidlig alder. Han gifter sig senere med Gerdas mormor, og sammen får de Gerdas mor. Men herefter går familien i Nordfriesland i opløsning, da de fem døtre fra første ægteskab mister kontakten med Gerdas familie på grund af sprogproblemer. Døtrene ønsker ikke at tale plattysk, som bedstemoren taler, da de selv er vokset op med at tale frisisk.
Gerda og sin mand, Harry.
Under Gerdas barndom er slægten ikke det, der bliver drøftet ved middagsbordet. For som hendes far siger, er der ikke mange tilbage fra den slægt, men Gerda bevarer sin nysgerrighed efter sine rødder op igennem sin barndom og ind voksenlivet. Hun ved, at hendes bedstefars stamtræ findes – i deres voksne dage ser Gerdas søster det.
I godt 30 år går Gerda rundt med en knugende vished om, at der findes et stamtræ, som kan kaste lys over, hvor familien stammer fra, men hun kaster sig endnu ikke ud i slægtsforskningen. For to år siden, da Gerda er i starten af 60erne, bliver hun medlem af MyHeritage – dog er det hendes mand, Harry Hansens, slægtstræ hun vil bygge.
Gerda bruger MyHeritage til at skabe Harrys stamtræ. Hun må dog væbne sig med tålmodighed i starten, da de eneste informationer hun har at gå efter er en masse papirer fra svigermoren – og de fylder godt i det Sønderjyske hjem. Gerda går senere i gang med at nærlæse kirkebøger i Hellevad, Egtved og Rise for at finde informationer til slægtsforskningen – informationer hun flittigt får tastet ind i ægtemandens stamtræ. Gennem MyHeritage finder hun også slægtninge i USA, der er efterkommere af hendes mands forfædre, som emigrerer fra Danmark.
Dagene går med slægtsforskningen på MyHeritage, stamtræet vokser og får grene, ligesom interessen for Gerdas resultater vækker nysgerrighed blandt den øvrige familie. På to år får Harrys stamtræ 16 anmodninger fra folk, der gerne vil være medlem af det. Forgreningerne fører til matches med andre stamtræer i MyHeritage, der kan supplere informationerne i Harrys træ, og brikkerne falder på plads. Gerda glemmer helt at forske i sin egen slægt af bare iver for at kortlægge sin ægtefælles – lige indtil en mand fra Ringkøbing slår på tråden.
Johannes får øje på Gerda og Harry Hansens stamtræ gennem sin egen slægtsforskning. I december måned sidste år fatter han telefonrøret og kan fortælle en lykkelig Gerda, at han har informationer om både Harrys og hendes slægt. Under deres telefonsamtale siger Gerda til Johannes, at Harrys slægt går igennem Hajstrupgård, hvilket ikke er en hvilken som helst bondegård. For Hajstrupgård bliver adlet af selveste Kong Frederik den 1. (1471-1533). Johannes får en e-mailadresse, og to dage efter printer Gerda 115 sider ud med slægtsinformationer.
Gerda og Harry Hansens slægt går tilbage til Hajstrupgård i 1500-tallet. Foto: Privat.
Gerda studerer de mange sider med slægtsinformationer og gør sig et par store opdagelser. Hun deler blod med sin mand! På Hajstrupgård er der for 19 generationer tilbage et søskendepar, Karsten Hansen og Anna Hansdatter. Harry Hansen går igennem Karstens Hansens slægt, mens Gerda går igennem Annas familie.
Slægtsinformationerne fra Johannes løser også op for en gammel knude. Gerda opdager sin morfars stamtræ – det selv samme stamtræ hun længes efter det meste af sit liv. Hun opdager sine bedsteforældres familier og derigennem begynder grenene i hendes eget stamtræ at spire frem. Alt dette sker i december måned, hvor Gerda føler, at hun har fået årets julegave, fordi hendes mangeårige familiegåde endelig er løst.
Familiebillede fra 2010 hvor Gerdas forældre havde diamantbryllup. Foto: Privat.
Nina
19. februar 2016
Jeg har bestemt respekt for selv slægtshistorien om Gerda og hendes mand og deres personlige forhold, men altså….Kasper…. hvorfor gør du fortællingen så melodramatisk så den virker som en amerikansk film? Ord som “knugende vished” og “knude” virker underlige, og hvad er det for noget med stamtræet fra morfaren som findes (et eller andet sted?) så når man som læser gennemlæser din tekst bliver man unødigt forvirret. Det samme gør sig gældende med din indledning, hvor vi hører om morfaderen liv og levned. Man vil derfor tro at der er tale om et slægtsskab i nærmeste familie, og det er det jo ikke. Rigtig mange ville opdage (hvis de da kunne spore deres slægt så langt tilbage, at de ville være i familie med både manden og bedsteveninden).
Så respekt for historien…den skulle bare have været fortalt anerledes mindre poppet synes jeg, da den henvender sig til danske slægtsforskere