Lærlingen i Buchenwald: En Historie om Overlevelse, Triumf, og Familiekærlighed

Sidste gang Oren Schneider så sin elskede morfar, Alexander Ruziak, havde den ældre mand på dengang 92 år et usædvanligt spørgsmål.

Så længe Oren kunne huske, havde hans bedstefar åbent delt de utrolige detaljer om, hvordan han overlevede rædslerne under Holocaust. men selvom vigtigheden af hans morfars historie var helt tydelig for Oren, havde Alexander altid været usikker på, om det ville interessere resten af verden. Men i foråret 2019 bad Alexander sit barnebarn om at dele sin historie, for første gang nogensinde.

Så midt i COVID-19-pandemien, indespærret i sit hjem i Brooklyn uden nogen steder at tage hen, var det præcist hvad Oren gjorde. Han lukkede kaosset fra resten af verden ude og dykkede ned i de historier, han var vokset op med. I over et år udviklede han sin bedstefars historie – med en omfattende slægtsforskning gennem MyHeritage – til en smuk bog, Lærlingen i Buchenwald: Den sande historie om teenagedrengen, der saboterede Hitlers krigsmaskine.

Som titlen antyder, er en af historiens højdepunkter den mirakuløse række af begivenheder, der førte den 17-årige Alexander til at blive en del af en større sammensværgelse mod det nazistiske militær. Alexander og hans far Solomon blev fanget og sendt til Buchenwald, den største af alle de tyske koncentrationslejre under 2. verdenskrig. De to havde et kraftfuldt bånd og kæmpede sig modigt gennem talrige voldelige hændelser under umenneskelige forhold. Takket være en kombination af klogt udnyttede muligheder og rent held, vandt de en højt rangeret tysk officers tillid. Alexander blev sat til at udføre slavearbejde i en tysk våbenfabrik. Her hjalp han i al hemmelighed sovjetiske krigsfanger med at sabotere Mauser 337-geværer, de hyppigst anvendte våben i den tyske hær. Det er blot én af de fascinerede oplevelser i Schneiders historiske biografi, hvis plot spænder fra Slovakiet i det 19. århundrede til USA og Israel i det 21. århundrede.

“Lyt til mig. Hvis vi ikke handler klogt i de kommende timer, så vil kulden slå os ihjel. Vi skal sove, men vi skal også sørge for, at vi ikke fryser i sneen.”

“Hvordan gør vi det?”

“Vi sover skiftevis på træpladen. Personen der er vågen skal gnide den sovende persons krop, fra top til tå, så vi ikke fryser. Det er vigtigt at du ikke falder i søvn under din vagt, ellers bliver vi begge til ispinde…

“Det var den længste nat nogensinde. Vi skiftede roller tre gange den nat, så hver af os fik to runder med søvn. Min sidste vagt var langt mindre stressende, og jeg kunne mærke min puls sænke farten.

Jeg så rundt mens hænderne gned hans krop. Udover mig, så virkede det som om, at det kun var vagterne i udkigstårnene der var vågne. Hele lejren var dødsstille.”

(Uddrag fra Lærlingen i Buchenwald)

Oren Schneider og hans bedstefar Alexander Ruziak, 2019

Oren siger, at det er en universel og tidsløs historie, “der skildrer ensomheden og tilfældigheden i et enkelt individs kamp mod en ondskab af enorme proportioner.”

Det er dog også en historie om kærlighed: Mellem far og søn, som fik styrke gennem deres tætte bånd mens de stod sammen overfor rædslerne under Holocaust; og kærligheden mellem en bedstefar og barnebarn, der måtte dele hans utrolige historie.

Bogens styrke findes ikke kun i de vigtige, fascinerede og detaljerede beskrivelser, men også i Orens følsomme og formfuldendte skrivestil, som viser hans enorme kærlighed og respekt for sin bedstefar.

Vokset op med sin bedstefars historier

Orens eget liv har heller ikke været uden udfordringer. Han var blot 15 måneder gammel da hans far, Menachem, en jagerpilot, døde i foråret i 1976. Under en planlagt øvelse, kolliderede han i luften med et kampfly, der var på vej hjem fra en mission. Menachem var kun 23, ligesom hans kone, Maya. Hun var gravid da ulykken fandt sted og fødte Orens søster Michal blot to måneder senere på hendes afdøde mands fødselsdag.

Orens mor Maya var alene med to spædbørn, og Oren fortalte, at hun aldrig kom sig helt over tabet. På det tidspunkt trådte Mayas far Alexander “ind i rollen som far og lærer”, som Oren skriver i sin introduktion til bogen. “Da jeg var 5 år gammel, begyndte min bedstefar at dele hans historier fra 2. verdenskrig om hvordan han blev pågrebet og overlevede i koncentrationslejren. Det var i 1980. Hver fredag eftermiddag, mens vi lå side om side på mine bedsteforældres seng, ville han afsløre et nyt lag af historien, lade et nyt element se dagens lys, afsløre endnu et smertefuldt minde. Detaljer om hverdagen i Buchenwald-koncentrationslejren, almindelige beskrivelser af en tvangsarbejders arbejdsdag på en våbenfabrik, og historier om onkler og tanter, der døde i gaskamrene, blev fortalt lige så tit som de sidste fodboldresultater eller den tårnhøje inflation i Israels økonomi.”

Maya og Menachem Schneider, der holder Oren som spæd, 1975

Oren begyndte at dokumentere sin bedstefars historier i en tidlig alder ved at bruge en gammel optager, og han fik endda optaget en beskrivelse fra sin oldemor, Irena, Alexanders mor – som dengang var over 100 år, “men stadig frisk som en havørn.”

Udover Holocaust, lærte Oren også om familiens liv i de mange år før 2. verdenskrig, i den lille by Sečovce i Slovakiet (dengang Tjekkoslovakiet), hvor Alexander blev født i 1927. Familien, der tidligere hed Rosenberg, var veletableret og havde et godt netværk, helt ind i magtens centrum. Det kollapsede alt sammen da Nazityskland brød frem.

Alexander og hans kone Judith i Košice, Slovakiet, 1948.

Du beskriver historien som en “positiv beretning”; det er en ret overraskende beskrivelse af en historie om Holocaust. 

“Takket være min bedstefar, så har jeg ingen anden måde at anskue tingene på. Denne historie viser hvordan en 17-årig teenager fandt en indre styrke til at kæmpe og vinde, mod alle odds. Nogle steder er historien endda sjov. Det er lige i min bedstefars ånd. Selv i mørket, skal der være lys. Der er intet ondskab uden godhed. Der er ingen anden måde end at fokusere på, hvad der er godt her i livet, at udvikle sig og komme fremad, og samle styrke undervejs. Det tror jeg også er hvad der kræves rent fysisk.

“En dreng i Netanya, der reciterer Kaddish [den jødiske bøn for de døde] som 3-årig ved sin faders grav på militærgravpladsen lyder ikke som en lys start på livet. Den altoverskyggende sørgen i Israel, både i samfundet og i kulturen, var svært for mig. Kirkegårde og begravelser blev en del af mit liv, lige fra da jeg var barn, gennem min barndom og ind i mit voksenliv. Min bedstefars synsvinkel var helt anderledes. Han insisterede på at anskue livet fra den lyse side, så det gjorde jeg også. ‘Positive tanker’ var hans mantra. Da han udsatte mig for sine historier som barn, fortalte ham dem ikke som et offer. De var historier om at klare skærene, om aldrig at give op. Historier om en helt.”

Schneider-familien: Oren og hans kone Sharon med døtrene Rio (højre) og Ruby

Oren voksede op i Netanya, en central by i Israel, der befinder sig ved Middelhavskysten. Han læste en LL.B. og en bachelorgrad i økonomi på Tel Aviv Universitet, samt en mastergrad i økonomi fra Columbia University Business School. Efter at have grundlagt og arbejdet hos flere tech-virksomheder, var Oren en af grundlæggerne af Adama Partners, et ventureselskab indenfor ædelstens- og smykkeindustrien. Han er også direktør for CIRCA, en handelsplatform for secondhand luksusvarer. De sidste 18 år har han boet i USA, og i dag bor han i Brooklyn med sin kone Sharon og to døtre Rio (14) og Ruby (9).

Minderne blev vævet ind i en bog

Den eneste person, der læste bogens manuscript, var den dengang tolvårige Rio. “Hun var min medsammensvorne i det år jeg arbejdede på bogen,” fortalte Oren stolt. “Hendes ordforråd er lige så rigt og bredt som mit, hun har fantastiske sprogevner og læser en masser, primært ungdomsbøger om andre teenageres liv fra forskellige baggrunde. Hun elsker også at synge og spille teater, og drømmer om at komme på Broadway.”

Selvom Alexander og Irena fortalte ham alt de kunne huske, følte Oren stadig, at hans familiehistorie var endimensionel. “Familier med Holocaust-overlevende er typisk små familier, som min. Kompakte familier. Endimensionelle familier,” griner han.

“To eller tre repræsentanter per generation fra hver side, en stor mangel på information om fortiden, ingen kender til eller vil ikke tale om, hvad der skete i de tidligere år. Jeg ville lære mere og mere om familien. jeg havde brug for at finde ud af, hvad de andre grene af slægtstræet havde at byde på, som jeg ikke kendte til, udover den lille, ydmyge gren med min nærmeste familie. Der var ingen der kunne give mig nogen volumen eller dybde af min slægtshistorie.

“Jeg tilmeldte mig MyHeritage for 15 år siden, og takket være slægtsforskningen i MyHeritage, har jeg fundet de manglende dimensioner og blev overrasket over at finde store grene af familien i Ohio, West Virginia, Californien og New York. Efterkommere af Alexanders onkler. Solomons 3 brødre, der forlod Slovakiet og drog til Amerika flere år før krigen. Solomon havde også fire søstre, men kun én overlevede krigen.

En gren af Solomon Rosenbergs familie, genopdaget af Oren. 3 brødre forlod Slovakiet og tog til Amerika før krigen, og 3 søstre døde under Holocaust. En søster overlevede krigen og, ligesom Solomon, immigrerede til Israel.

Takket være Orens slægtsforskning blev “fragmenter af min bedstefars minder forbundet til dokumenter, navne og generationer. Jeg plejede at fortælle ham om mine opdagelser og vise ham hvordan vores slægtstræ blev tykkere og stærkere. Det var en vidunderlig måde at udløse nye minder på og fuldende store dele af historien, der stadig manglede. Min bedstefar har fantastiske slægtninge, de ser ud og lyder præcis som ham, og han ville have elsket at lære dem at kende. Jeg holder kontakt med mange af dem, og vi mødes over Zoom en gang om måneden for at tale sammen.”

Nåede han at møde nogen af dem?

“Han mødte et par stykker af dem før, men fordi han valgte, eller livet valgte at han skulle bo i Israel, så udviklede det sig ikke til en relation. Det kan have været for smertefuldt for ham at se, hvad der ville være sket, hvis hans familie også var taget til Amerika. Den tanke har også optaget mig.”

Hvordan havde han det med at du flyttede til USA?

“Selvom afstanden og de sjældne besøg naturligvis var trist for ham, gjorde vores beslutning ham meget glad. Han var realist, og som en overlevende følte han, at det var forkert at lægge alle æggene i én kurv, og det var vigtigt også at have forbindelser i USA. Fra en meget ung alder opfordrede han mig til at udforske verden og træffe selvsikre beslutninger når det gjaldt min vej her i livet.

“En krig var mere end nok for ham. Han ville leve et fredfyldt liv i USA, men min bedstemor Judith insisterede på at immigrere til Israel. Hans store kærlighed til hende fik ham til at opgive sin amerikanske drøm, tage til Israel i stedet, og kæmpe endnu en krig i form af Israels uafhængighedskrig, mindre end 3 år efter han lige knapt nok overlevede Buchenwald.” Mens Oren arbejdede på det endelige udkast til bogen i Brooklyn, tog hans bedstefar Alexander sit sidste åndedrag på den anden side af kloden i Israel, i karantæne og adskilt fra alle sine kære. Men Oren vidste trods alt, at han opfyldte sin bedstefars ønske fra sit sidste besøg, da Oren var i Israel i 2019.

Lærlingen i Buchenwald er en hyldest til Orens bedstefar, der opfostrede ham. Bogen starter således:

“Til min elskede bedstefar Alexander, jeg opfylder hermed dit sidste ønske; dine sår og ofre sidder dybt i mig; din livsfilosofi har gjort mig til den optimist jeg er i dag.”

Lærlingen i Buchenwald debuterede den 27. januar 2023 på den internationale Holocaust-dag og kan købes hos Amazon, Barnes & Noble, og Book Depository (som tilbyder gratis forsendelse til hele verden) samt andre boghandlere. 

Den hebraiske version af bogen udgives af det israelske forlag Kinneret-Zmora-Bitan Dvir i april 2023.