MyHeritage forener efterkommerne til Grundlovsgiverne

Arven efter store statsmænd vejer tungt i efterkommernes bevidsthed og tanker om, hvordan man skal være som menneske og borger i en stat som Danmark. MyHeritage har gennem slægtsforskning fundet tre slægtninge til grundlovens fædre for at høre deres syn på grundloven i dag samt arven efter Monrad, Lehmann og Grundtvig

Foto: Sally Megyessi

Midten af 1800-tallets Danmark er præget af konflikt. Der er pres på landets ydre grænser såvel som i byerne, da sidste kapitel i enevældens historie er ved at blive skrevet. Mænd, som Ditlev Gothard Monrad og Orla Lehmann, risikerer liv og frihed for et systemskifte, men det tager år og en ny monark, før sognepræsten fra Lolland og juristen fra København kunne mødes og skrive et udkast til Danmarks grundlov. Den 5. juni 1849 underskriver kong Frederik den 7. grundloven, der er vedtaget af Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, hvis prominente medlemmer blandt andet omfatter N.F.S. Grundtvig. Danmark går fra enevælde til demokrati.157 år senere samler MyHeritage slægtninge fra Monrad,- Lehmann og Grundtvig-familierne til et historisk møde om slægt, arv og grundlovens betydning.

Familien lærer, at man skal være noget for sit land

MyHeritage har gennem vores slægtsforskningsredskaber og omfattende research fundet frem til tre slægtninge fra de tre berømte familier, der alle interesserer sig for grundloven, politik og deres arv.   Jens Bache, der er uddannet civilingeniør og HD. Han har arbejdet i finanssektoren i det meste af sit liv, og Jens er hovedarkitekten bag Værdipapircentralen, hvis mission var at fjerne alle Danmarks værdipapirer som dokumenter i fysisk form. Her er han efterfølgende direktør i 20 år. Jens har brugt ti år af sit liv på at rejse i andre lande for at lære at forstå verden.

I dag er han pensionist, og Jens beretter, at han ”aftjener sin sociale værnepligt” ved at være formand for menighedsrådet i Jægersborg samt formand for Provstiudvalget i Gentofte, hvormed han har ansvaret for kommunens kirkelige økonomi. Hvorfor Jens valgte at gå denne vej med sit ulønnede, sociale arbejde skyldes ikke alene Ditlev Monrad, men ”en ophobning af præster i familien”, fortæller han med et smil på læben. Dog ligger det i kortene, at Jens, ligesom sin forfader, vil være noget for sit land.

Iben Grundtvig er ikke synderligt bekendt med sin slægt, selvom efternavnet Grundtvig har vækket folks nysgerrighed igennem hendes unge liv. Iben læser statskundskab på fjerde semester på Københavns Universitet. Et valg hun træffer, fordi hun allerede fra barnsben er samfundsinteresseret, hvilket udvikler sig til politisk interesse. Hun er i dag medlem af et ungdomsparti. Efter mødet med MyHeritage ytrer Iben ønske om at kortlægge sine rødder, så hun kan lære sin arv bedre at kende – først er der dog en eksamen, hvor offentlig ret og grundloven optræder.

Steffen Rode fra Lehmann-familien er mand af teaterverdenen, hvor han i 45 år har arbejdet som teaterentreprenør, hvilket omfatter arbejde som instruktør, dramatiker, scenograf, komponist og teaterpædagog. Han betragter ikke sig selv som mønsterbryder, da der er mange i familien, som har gået skuespillervejen – ikke mindst Steffens slægtning, Ebbe Rode. Steffen har det, han kalder for en almindelig samfundsinteresse for grundloven på lægmandsniveau. Han bliver introduceret for grundloven af sin fasters mand, Stephan Hurwitz, der er Danmarks første ombudsmand – og én af verdens første ombudsmænd. Hurwitz viser en seksårig gammel Steffen Rode grundloven på Christiansborg, hvilket han ikke erindrer, men hvad sidder fast i hukommelsen er turen hjem fra folketinget, hvor den unge Steffen kaster op i bilen på grund af køresyge.

Kriminelle forfædre, stolte efterkommere og historisk manipulation

Spørger man om Steffens syn på grundloven, er den et kæmpe skridt i den rigtige retning, dengang. Han understreger, at man skal være varsom i at bedømme den ud fra en nutidig standard.

”I dag ville den være antikveret, men det var et kolossalt skridt dengang. Vores samfund står på skuldrene af den, og det skal vi ikke glemme. Men jeg mener, at man bør tilstræbe sig en grundlovsrevision hvert 50. år, da vores samfund udvikler sig så hurtigt”.

Jens Bache nikker og fortæller: ”Jeg har fået grundloven ind, om ikke gennem moderens mælk så farfarens mælk, da min farfar havde det lidt belastede navn, kan du sige, Ditlev Gothard Monrad Bache. Og hos ham fik jeg alle familieanekdoterne, men der sker også det, at jeg har arvet hele farfars bibliotek. Så jeg har ikke kun læst grundloven, men også hele breve om Monrads overvejelser om grundloven. Og jeg er imponeret over det frisind og de lighedstanker, der findes i grundloven om, hvordan man skal undgå at komme til yderligheder, og hvordan man skal få et samarbejdende folkestyre. Der ligger mange overvejelser, som er moderne i dag, og som jeg godt kan spejle mig i og være stolt over at have rod i.

For Iben Grundtvig er det ikke slægten, der har formet hendes interesse for grundloven og statskundskab, men nærmere folkeskolen, som præsenterede hende for grundloven gennem en rundvisning på Christiansborg. Siden da er det Ibens egen interesse for dansk ret og lov, der har styret hende i retningen af sit studie på Københavns Universitet.

Nu var N.F.S. Grundtvig jo ikke den store demokrat og tilhænger af, at ”pøblen” skulle have stemmeret. Hvorfor er du gået hen og blevet politisk aktiv og synes demokrati er fantastisk?

”Jeg tror, man skal se meget på historien og konteksten dengang. For han stemte måske ikke for det, der kom i 1849, men jeg tror også, at det har været en personlig udvikling for ham. Han endte med at forsvare, at valgretten ikke skulle indskrænkes senere hen. Man kan sige, at Grundtvig selv har været i en udvikling, da han voksede op under et enevældigt styre og døde under et demokratisk styre. Det er vigtigt at have med, at man kan udvikle sig under det samfund, man er en del af”.

I sine yngre dage, fortæller Iben, at hun er blevet spurgt meget ind til sig berømte efternavn – navnlig at sine lærer. Men først da hun bliver ældre, sætter hun sig ind i hvem Grundtvig var.

Ditlev Monrad er Jens Baches farfars morfar. Jens ser Monrads politiske DNA overalt i det danske system såsom valgretten, da det ikke ligger i kortene, at der skal være almindelig valgret. Men gennem sine rejser rundt i det almindelige Danmark opdager Monrad, at der er kvaliteter i den jævne befolkning, hvormed han ender med at forsvare den almindelige valgret, som vi kender den i dag, med næb og klør.

”Monrad så ganske klart, at der var oprør i Europa, og hvis man ikke fik den brede befolkning med ind og arbejde på samfundsprojektet, så vil der blive ballade som i Paris, Berlin og alle mulige andre steder – det ulmede i Europa i 1848”, fortæller Jens, som medgiver, at Ditlev Monrad ikke er helt god for Danmark på længere sigt.

Ser man på populærhistorien og TV-serien, 1864, bliver Monrad ikke just fremstillet som demokrat, men nærmere som meget enevældig og bindegal på grænsen til det destruktive for samfundet…

”… Ja, men der må jeg sige, at krigen i 1864 ikke var Monrads projekt,” forklarer Jens, der forsvarer sin forfader, da Monrad først bliver en del af optakten til krigen, da det er for sent. Monrads efterkommer fortæller også om de mange forskellige reformer, statsmanden får gennemført, og hvordan de kommer den danske befolkning til gode.

Men tabte han ikke bolden, hvorefter det går helt galt?

”Jo, det er der nok ingen tvivl om. Og der var derfor, at han endte med at stige ombord på en båd mod verdens ende,” medgiver Jens lidt tøvende. Monrad lider et personligt nederlag som følge af 1864 og drager i eksil i New Zealands vildnis i fire år, før han atter vender hjem til Danmark og bliver genindsat som biskop i Lolland/Falster-stift – i øvrigt den eneste biskop i Danmark, som er blevet genindsat efter at være blevet fyret ifølge Jens Bache.

Monrads efterkommer er dog ikke enig i fremstillingen af statsmanden i Ole Bornedals TV-serie. Jens Bache betegner serien som Bornedals eget politiske projekt og fremhæver, at mange af Monrads replikker i serien ikke er Monrads egne udtalelser, men andres.

Teatermanden, Steffen Rode, supplerer Baches udtalelser. Rode fremhæver, at der er forskel på objektiv historieskildring, hvis den findes, og det der bliver fremsat i en TV-produktion, der skal underholde ud fra instruktørens egen vinkel.

Steffen, hvis man ser på historien om din forfader, Orla Lehmann, så var han jo kriminel og kom i fængsel i 1841. Hvilket indtryk efterlader det hos dig?

”Han røg jo i fængsel, fordi han gjorde noget, som man ikke måtte efter datidens lov. Han måtte ikke tale mod enevælden og agitere for en anden slags samfund. Så i mine øjne er han jo kun en helt, fordi han gjorde det,” fortæller Steffen, mens han tilfældigvis sidder foran et skilt, hvor der står jail-house.

Jens Bache fortæller, at Ditlev Monrad bliver anklaget med krav om dødsstraf for at have talt for frit – han ender dog med en stor bøde og et års censur. Steffen fortæller også, hvordan hans farfar, Ove Rode, kommer i fængsel qua sin egenskab som chefredaktør for Politiken, da avisen udtaler sig for kritisk om magthaverne. Steffen er stolt over sine forfædre, der har gjort målrettet oprør for at få lavet om på forholdende i samfundet.

Vi skal opdatere, men ikke udviske vores rødder

Men tilbage til udformningen af grundloven. Foruden en tur for domstolen som følge af kritiske udtalelser, har Steffen Rode og Jens Baches forfædre nemlig udformningen af grundloven til fælles. Teologen, Ditlev Monrad, skriver ganske vist udkastet til Danmarks grundlov, men det er Orla Lehmann qua sit embede som jurist, der rediger den og kommer med lange kommentarer til udkastet. De to efterkommere taler om processen med latter og højt humør, kan man næsten se foran sig, hvordan Monrad og Lehmann sidder rundt om bordet med pen og papir, mens de diskuterer de forskellige paragraffer ud på de sene nattetimer med flakkende stearinlys.

Steffen minder os om, at vi skal værne om grundloven, fordi der er nogen, som har kæmpet for at få den indført med livet som indsats. Samtidig skal vi opdatere den, så grundloven afspejler vores samtid. Her kommer Iben Grundtvig med ønsket om, at sproget skal opdateres, så alle danskere kan forstå det, som vores samfund bygger på, mens der er elementer i grundloven, som er forældet. Hun mener, at tiden er moden til at diskutere en ændring af grundloven, så den passer til vores samtid, men Iben fremhæver i samme åndedrag, at den er vores øverste lov, hvormed det er begrænset, hvor meget der kan ændres.

Arven efter Ditlev Monrad, Orla Lehmann og Nikolaj F. S. Grundtvig ligger dybt i deres slægtninge; at være noget for sit land og den verden, de er en del af. Så vidt Steffen Rode og Jens Bache ved, er det første gang, at to efterkommere til mændene, som udarbejdede grundloven, sidder sammen og taler om forfædrene, og hvad de gjorde for Danmark. Begge mænd har stor interesse for deres rødder og familiens historie, og mødet gennem MyHeritage virker til at være det første af mange.