Udvikling af en DNA-testplan

Dette er et gæsteindlæg af Paul Woodbury, Seniorforsker for vores forskningspartnere, Legacy Tree Genealogists. Det verdensomspændende slægtsforskningsfirma har omfattende ekspertise i at kombinere genetisk slægtsforskning med traditionel slægtsforskning, hvilet gør at de kan overvinde stort set alle udfordringer. For at lære mere om Legacy Trees tjenester og dets forskningsteam, anbefaler vi at du besøger www.legacytree.com.

Du har taget en DNA-test, og du har dit etnicitetsskøn, men hvordan hjælper genetisk testning dig konkret med din slægtsforskning? Hvor skal du begynde?

Selvom etnicitetsskøn får stor opmærksomhed, er den mest genealogisk værdifulde del af dine DNA-testresultater matchlisten, der forbinder dig med andre, baseret på jeres fælles DNA-resultater. Når du begynder at arbejde med dine resultater inden for rammerne af din slægtsforskning, anbefaler vi, at du deler og samarbejder med dine genetiske fætre og kusiner. Hovedformålet med korrespondancen med disse fætre og kusiner kan være at fastlægge forholdet mellem jer, men kan også indeholde deling af oplysninger om jeres fælles arv og forfædre, eller anmode om deres hjælp til at rekruttere yderligere familiemedlemmer til at tage en DNA-test.

Dog kan din match-liste nogle gange give dig deres egne problemer. Hvis listen omfatter flere tusinde individer, kan det virke overvældende, mens hvis du kun har en håndfuld matches, kan det være nedslående. I begge tilfælde er der ingen grund til bekymring. DNA-test ændrer sig konstant, da flere og flere mennesker bliver testet. Hvis du har for mange matches, skal du bare fokusere på de nærmeste. Hvis du ikke har nok matches, kan det være at dine genetiske fætre og kusiner du har brug til at lave genealogiske gennembrud, muligvis ikke er blevet testet endnu.

Lav en DNA-testplan

For at skabe en robust testplan, skal du først have et specifikt forskningsemne og et klart mål. Fokuser på en enkelt forfader. Lav et mål for, hvad du håber at opdage gennem DNA-testning. DNA-test er ideelt til at behandle spørgsmål vedrørende slægtskab, men er ikke så godt for at udforske motivationer, biografiske oplysninger eller til at afdække dine forfædres historier. Når du har et forskningsemne og et mål, kan du vurdere hvilke familiemedlemmer der vil være de bedste kandidater til at blive testes for at kunne løse dit forskningsproblem.

I dette indlæg vil vi bruge John Martin, som blev adopteret af en butiksejer og hans kone i midten af 1800’erne, som et eksempel på en DNA-testplan. Vi har nogle idéer om hvem hans biologiske forældre kunne have været. Vores forskningsemne er John Martin, og vores mål er at bestemme identiteterne på hans biologiske forældre.

Forståelse af fælles DNA

På grund af det unikke arvsmønster af autosomalt DNA, kan det være meget gavnligt at teste flere pårørende af et bestemt forskningsemne. Hver enkelt person arver halvdelen af deres autosomale DNA fra hver af deres forældre. Udover det, er mængden af fælles DNA kun anslået på grund af en tilfældig proces – kaldet re-kombination – som blander DNA’en af hver generation. Hver enkelt person arver omkring 25% fra hver bedsteforælder, 12,5% fra hver oldeforælder og ca. halvdelen af det tidligere tal i procent for hver af de efterfølgende generationer. Selvom to fætre eller kusiner i første led begge vil have arvet 25% af deres DNA fra hver af deres fælles bedsteforældre (50% i alt), vil de have arvet forskellige 25%. Derfor vil fætre og kusiner i første led typisk kun dele omkring 12,5% af deres fælles DNA. Fordi efterkommere langs særskilte linjer arver forskellige dele af deres fælles forfædres DNA, er det vigtigt at teste så mange som muligt fra forskellige familielinjer.

 

Glem ikke betydningen af traditionel slægtsforskning!

Da det kan være yderst gavnligt, at teste flere efterkommere af et forskningsemne inden vi forfølger en detaljeret testplan, anbefaler vi at dokumentere så mange efterkommere af en forfader som muligt gennem traditionel forskning. Selvom denne proces kan være tidskrævende, er det ofte værd at gøre. Ved at opspore alle efterkommere, kan du mere nøjagtigt vurdere hvilke genetiske fætre og kusiner der vil være bedst at invitere til at udføre en DNA-testning. Derudover kan opsporing af dine forfædres efterkommere ofte føre til yderligere spor til at udvide dit stamtræ. På samme måde som at forskellige efterkommere arver forskelligt DNA, arver de også forskellige oplysninger og historiske dokumenter vedrørende deres forfædre. Nogle af disse oplysninger kan indeholde spor om de forhold du forsøger at opklare. Mens du søger efter efterkommere af den forfader du interesserer dig for, kan du med fordel udnytte indsamlede familiehistorier, nekrologer, by-kataloger, familieorganisationer og offentlige dokumenter, til at identificere levende efterkommere.

Ved at opspore efterkommerne af John Martin, fandt vi at han havde tre børn, der levede til voksenalderen. Vi sporede hver af deres efterkommere gennem traditionel forskning, og identificerede 10 levende slægtninge. Da vi nu kender identiteterne af alle hans levende efterkommere, kan vi prioritere hvilke familiemedlemmer der skal testes.

blå = død, grå = levende

Hvem du beslutter dig for at teste som en del af dit forskningsproblem, kan overvejes inden for rammerne af ‘dækning’. Dækning er mængden af en forfaders DNA der er repræsenteret i DNA blandt alle testede efterkommere. Dækning kan estimeres ved at beregne mængden af DNA som en efterkommer deler med en forfader, plus det DNA som en anden efterkommer deler med samme forfader, minus det DNA som begge efterkommere deler sammen med den fælles forfader. Når to helsøskende tager en DNA-test, opnår de en dækning på omkring 75% af deres forældres DNA. Testning af tre helsøskende resulterer i ca. 87,5% dækning af deres forældres DNA.

Prioritér testning for at opnå det højeste niveau af dækning

For at opnå den højest mulige dækning af et forskningsemnes DNA, er det bedst hvis du prioriterer testning af den nærmeste generations efterkommere. Et levende barnebarn af et forskningsemne vil have arvet langt mere DNA fra den forfædre du forsker, end et tip-oldebarn. Du kan ofte finde de nærmeste efterkommere af et forskningsemne ved at søge efter det yngste barn af det yngste barn i hver generation af deres efterkommere. Disse individer vil typisk have den længste generationstider, og har derfor større sandsynlighed for at have tætte efterkommere. Husk på at alt DNA der er arvet fra en fælles forfader, skal være kommet gennem en persons tætteste forfædre. Hvis et barnebarn af et forskningsemne stadig lever, og hun også har efterkommere, måtte noget af det DNA, som hendes børn eller børnebørn har arvet fra forskningsemnet, have været kommet gennem hende, og vil være en delmængde af hendes eget DNA. Hvis barnebarnet er testet, er det derfor ikke nødvendigt også at teste hans/hendes efterkommere inden for rammerne af forskningsformålet.

I John Martins eksempel er hans barnebarn, Maria, den nærmeste levende slægtning. Hun deler meget mere DNA med John Martin end nogen af hans andre efterkommere. Ydermere vil al DNA, som Maria’s efterkommere (Jennifer Jones eller Matthew Williams) har arvet fra John Martin, være en delmængde af det DNA Maria har arvet fra John. Hvis vi havde mulighed for at teste Maria, ville vi derfor ikke også behøve at teste Jennifer eller Matthew.

For at opnå den højest mulige dækning af DNA, anbefaler vi også at teste efterkommere fra unikke slægtslinjer. Hvis et forskningsemne havde tre børn der levede til voksenalderen, ville det være bedre at teste efterkommere fra hver af børnene i stedet for kun at teste efterkommere af et enkelt barn. At udelukkende teste efterkommere af et enkelt barn begrænser den maksimale dækning vi kan opnå, mens testning af efterkommere fra hver slægtslinje muliggør maksimal dækning. I dette tilfælde ville en testning af Maria, George og Isaac eller Julia, resultere i en anelse højere dækning end hvis Maria, Isaac og Julia blev testet.

Andre fordele ved at udvikle en DNA-testplan

Indtil nu har vores diskussion om testplaner fokuseret på efterkommerne af et forskningsemne. Det kan dog også være gavnligt at teste andre personer som led i en forskningsplan. Testning af kendte slægtninge fra andre familielinjer, kan hjælpe med at filtrere DNA-testresultater. Eventuelle fælles matches mellem et testemne og en kendt slægtning kan tildeles til den pågældende side af familien. Hvis der er foreslåede kandidater der kan være blandt forfædrene for forskningsemnet, kan deres efterkommere blive testet for at bevise eller afvise deres mulige forhold. Hvis der efter testning stadig er meget få genetiske fætre eller kusiner, er det værd at overveje et samarbejde med disse slægtninge for at teste deres ældre familiemedlemmer.

I dette tilfælde er der god mulighed for at John Martin var søn af en kvinde ved navn Jessie Brown. Traditionel forskning afslørede, at Jessie Brown havde andre levende efterkommere der kunne blive testet. Deres testresultater kunne bruges til at bekræfte eller afvise hypotesen om Johns forhold til Jessie. Hvis deres resultater bekræfter John og Jessys forhold, kunne de også bruges til at isolere hvilke genetiske fætre og kusiner af John Martins efterkommere der sandsynligvis er beslægtet gennem forfædrene af Johns far. Som det sidste, kan testning af tætte kendte slægtninge fra de andre forfædres linjer i hver testkandidat, hjælpe med til at filtrere hvilke genetiske fætre og kusiner der er beslægtet gennem John Martins forfædre.

Da de fleste forskere arbejder inden for et begrænset forskningsbudget, kan udviklingen af en DNA-testplan hjælpe med at prioritere hvilke DNA-tests der skal udføres først, og kan hjælpe med at maksimere chancerne for en vellykket løsning af forskningsproblemer. Vælg et forskningsemne, definer et klart mål, undersøg deres levende efterkommere, prioritér DNA-test, og maksimér dine chancer for genealogiske opdagelser.

EKSLUSIVT TILBUD til MyHeritage-brugere! Spar $100 på et 20-timers forskningsprojekt fra Legacy Tree Genealogists med koden SAVE100. Tilbuddet er gyldigt indtil den 15. oktober 2017.

Skriv en kommentar.

Denne e-mailadresse er privat og kan derfor ikke vises.