Min mor blev forvekslet på fødeafdelingen – En uvirkelig historie
Denne historie er skrevet af Kerstin Geijer, hvis mor blev forvekslet med et andet barn på fødeafdelingen.
Min mor blev forvekslet med en anden pige på Allmänna fødeafdeling i Stockholm i 1908. Kvinderne Eleonora Viktoria Gustavsson og Anna Lovisa Lindblom lå på samme stue den nat, da de fødte hver sin datter. Og dette er fortællingen om, hvad der skete.
En rigtig svimlende opdagelse efter et langt liv. Min mor, vidste hun det eller? Min mormor Viktoria Eleonora, bar hun på et tavshedsløfte? I min fornemmelse og senere forskning har jeg forstået, at min mor ville være vokset op som enebarn og ikke som den ældste af seks børn i en anden familie.
Kerstins biologiske mormor, Anna
Lyt til interviewet med Kerstin i programmet Familjehemligheten på Sveriges Radio.
Bestil dit DNA-sæt i dag og gør fantastiske opdagelser!
Hele vores liv har vi levet i troen om, at mormor og morfar, deres børn og børnebørn har været vores mostre, onkler og kusiner. Nu når de ældre er borte, er vi helt omtumlede over vores nye viden. Jeg stiller mig selv det klassiske spørgsmål; hvorfor spurgte jeg ikke, da jeg havde muligheden? Jeg kan ikke få nogen svar fra dem længere, men sandheden er blevet opdaget gennem vores DNA-tests hos MyHeritage.
I foråret 2018 lod jeg mig og min søn DNA-teste hos MyHeritage, mest fordi det på det tidspunkt var en trend, og så føltes det spændende. Jeg fortalte det til min slægtsforskende kusine, men hun stillede sig tvivlsom over for også at lade sig teste. Efter nogle overvejelser gik hun alligevel med på en MyHeritage DNA-test. Yderligere to af vores kusiner lod sig teste. Mine tre kusiner fik nu DNA-matches med hinanden, men ingen fik noget match med mig og min søn, og vi fik ingen matches med dem.
Kerstins mormor (ikke biologisk)
Min søster og min bror tog derefter også hver sin DNA-test. De fik heller ikke nogen DNA-matches med vores kusiner på vores mors side. Min første tanke var, at det var fejl på ”dataserveren” hos MyHeritage, og at der selvfølgelig ville dukke op DNA-matches med tiden. Ingen matches kom, og min kusine begyndte også at blive eftertænksom.
Jeg var da blevet medlem af Facebook-gruppen DNA-anor, og havde set Peter Sjölunds engagement dér. Jeg fik bogen Släktforska med DNA, som Peter Sjölund har forfattet, i gave af min kusine. Efter lidt tid tog jeg kontakt til ham, og han fik adgang til vores rå datafiler. Efter kort tid svarede Peter Sjölund mig, at DNA ikke lyver. Desværre kan det være så slemt, at en af jer ikke har de rigtige forældre.
Min søsters mtDNA gav ingen spor, og jeg fortsatte med at lede, men jeg vidste jo ikke efter hvad. Peter Sjölund tippede mig om at tjekke en ung mand, som havde 220,5 cM match med mig hos MyHeritage.
Jeg fulgte den unge mand bagud i tiden. Det, som fangede min opmærksomhed da, var hans mormors mor, som var født på Kungsholmen i Stockholm. Jeg fandt hende i Roteman-arkivet. Hun boede i samme husholdning på Kungsholmen som et gift par, som, jeg forstod, var hendes forældre. I samme husholdning fandtes endnu en lille pige, som var spædbarn. Hun var født på samme dag, måned og årstal som min mor.
Kerstins mor, i 16-årsålderen
Den lille pige med forældre fandtes på samme side som min mor i fødselsbogen hos Allmänna fødeafdeling. Jeg huskede pigens navn som en af de piger, der blev født på min mors fødselsdag. Jeg så siden fra fødselsbogen for mig. Jeg var helt sikker på det, da jeg også anmodede om barselsoptegnelser for flere af de piger, som blev født den dag på Allmänna fødeafdeling, hvor den lille pige og hendes forældre også var til stede.
Mit DNA-match med den unge mand, hvis mormors mor blev født på Kungsholmen, som jeg nu havde fundet i Roteman-arkivet, var en og samme person. Det skulle vise sig, at hun var min mors halvsøster. Min DNA-mormor havde fået denne datter i et tidligere ægteskab, hvor manden døde.
Da forstod jeg rigtigt, at min mor Viola og den anden pige Alice var blevet forvekslede på fødeafdelingen. De var født samme dag og næsten samme klokkeslæt, havde næsten samme vægt og længde, og lå i værelserne ved siden af hinanden. De var også blevet nummererede med cifre i barselsoptegnelserne, som var tæt på hinanden. De blev døbt den 28. juli. De blev begge udskrevne fra fødeafdelingen samme dag.
Min kusine og jeg ledede efter Alice, den anden piges børn og børnebørn, og vi fandt en søn til hende. Han var født i 1933, og havde flere børn, som vi efter overvejelse kontaktede ved brev. Sønnen tog det med ro, og gik med til at tage en DNA-test, og svaret blev en fuldtræffer. Han matchede mine kusiner men ikke mig, mine søskende og min søn.
Min kusine fandt en kvinde, som er niece til min DNA-morfar. Hun var positiv overfor informationen, og meldte sig frivilligt til at tage en DNA-test hos MyHeritage. Hun matchede mig og mine søskende med 559,9 cM, hvilket var en endelig afgørelse.
Den anden pige, Alices børn og børnebørn og nevøer/niecer (otte) blev også testede, og fik fuldt match med hinanden og mine ”kusiner”, hvilken er en bekræftelse i den anden familie.
For at forsøge at udrede, hvad der skete på fødeafdelingen den sommerdag i midten af juli for 111 år siden, tog jeg kontakt til Rigsarkivet, Stockholms Statsarkiv, jordemoderuddannelsen på Karolinska Instituttet og Svensk Jordemoderforening. Jeg læste Kongl. Maj:ts Fornyede Nådige Reglementer for Jordemødre for tiden 1856-1907. Jeg lånte bøger om jordemødresystemet ”Makt motstånd och förändring” af Christina Romlid og ”Jordemor” af Pia Höjeberg. Muligvis kan en forklaring på fødeafdelingsforvekslingen skjule sig i et kapitel, der beskæftiger sig med jordemoderuddannelsen – fødselskunsten og nejets skole.
(Hentet ud af Jordemor/Pia Höjeberg)
”Eleverne arbejde 24-timers skift, og gik oftest udmattede direkte fra arbejdet til lektionerne”. Der blev præget en professionel etik, der kort kan sammenfattes i ordene: tålmodighed, stilhed og lydighed. For eksempel var elevernes arbejde opdelt i forskellige ”erhverv”, der blev skiftet hver uge.
Efter et halvt år fik eleven titlen:
”Forløsende tilsyn”. I hvert skift tjente tre ”forløsende tilsyn”, og disse skulle tage imod hver tredje patient, indtil de havde modtaget fem hver. ”Det forløsende tilsyn” skulle desuden tjene i afdelingen, hvor hun skulle tage sig af tre kvinder og deres børn samt holde orden i deres værelser. Børnene lå i senge ved siden af mødrene hele natten, og om morgenen blev de båret ud en efter en for at bade i børnebadet, et specielt værelse på afdelingen. Mødrene fik ikke lov til at røre deres børn, som lå i deres små senge, velfyldte.
Kerstin Geijer
Nu hvor forvkslingen er blevet fastslået, husker jeg en erklæring, som min mor afgav en gang, da jeg var sammen med hende på Viola Day. Vi, hendes tre døtre, har fået hendes navn Viola, og den navnedag fejrede vi altid sammen. Denne dag havde min mor endnu ikke hørt fra sine søstre endnu. Hun kiggede væk og sagde lidt til sig selv: “Ja, ja, de kan være sammen, jeg har muligvis ikke den samme mor som dem overhovedet”.
Der er gået tolv år, siden min mor gik bort, da hun var næsten 100 år gammel. Jeg ærgrer mig sådan over, at jeg ikke spurgte nærmere ind, da hun gav sin erklæring. En sådan lille erklæring blev en stor ledetråd og senere en ahaoplevelse i min slægtsforskning. Hvis DNA-tests ikke havde været tilgængelige, så havde jeg aldrig vidst, hvad der sker for alle andre, men ikke mig.
