Vi annoncerer vinderne af fotokonkurrence #MyMilitaryHeritage!

Kommentarer.

Gennem hele november bad vi jer om at sende historier om mod fra jeres slægtstræ og deltage i #MyMilitaryHeritage-udfordringen. Jeres familiehistorier om modstandsdygtighed har varmet vores hjerter. Som vi navigerer i de udfordrende tider foran os i denne sæson, har det været så meningsfuldt at se på vores modige forfædre for at få trøst og inspiration.

Her er nogle af de utrolige skatte, I sendte ind:

En inspirerende onkel

Lori Love skriver til os:

Min onkel var en fantastisk person. Han var min mors ældste bror. Han blev født i 1917 i en anden-generations polsk-amerikansk familie. Da han var teenager, han flyttede ind hos sine polske bedsteforældre for at hjælpe dem på gården. Han blev gift, fik et par børn, og nød livet i St. Cloud, Minnesota-området. Anden Verdenskrig brød ud, og han blev indkaldt. Ved Ardenneroffensiven eksploderede en morter og sprængte hans ansigt af. Han fik over 40 operationer gennem årene for at opbygge en knoglestruktur og pode hud.

Han vendte tilbage fra krigen og fik endnu et barn. Han opførte sig aldrig som om han var blind. Han tog sig af reparationer i hjemmet, udsmykkede huset til jul, holdt taler, og skrev ofte til de statslige ledere om ethvert spørgsmål, der vedrørte ham. Han elskede at tale og fortælle historier, spillede violin, og skrev med en blindeskrift skrivemaskine. Som passager i en bil, ville han give anvisninger, som om han kunne se og fortælle dig, hvornår du skulle bremse og nøjagtigt hvornår du skulle dreje.

Nedenfor er nogle fotos af ham, et brev, som han skrev til min mor fra hospitalet, da han lærte at skrive uden syn, (han skriver ‘støj’ (noise) i stedet for ‘næse’ (nose) og laver flere fejl), et par avisudklip, en nekrolog og hans gravsten. Han og hans kone var gift i 76 år. De døde begge i 2014, med kun 5 måneders mellemrum. Han blev 97 år.

My uncle was an amazing person. He was my mother's oldest brother. He was born in 1917 to a 2nd generation Polish…

Posted by Lori Love on Friday, November 6, 2020

En heroisk arv lever videre

Charles Yancey skriver til os:

”Jeg underviser i 2. klasse og hvert år; Jeg giver dem denne tekst at læse på Veteran’s Day.

‘Harry W. Hughes blev født i Greer County, Oklahoma Territory, nær byen Vinson den 22. juni 1906. Han gik på Vinson Elementary School og Norman High School. Han er uddannet i undervisning fra University of Oklahoma.

Som førsteårsstuderende på OU i 1926, meldte han sig ind i hærens reserver. Han blev indkaldt til aktiv tjeneste i 1940 under Anden Verdenskrig. Han blev forfremmet til kaptajn og førte sin enhed til at kæmpe på Sicilien i 1942. I oktober 1943 blev Hughes major. Under krigen led han 44 forskellige skader. På grund af hans skader blev han sendt tilbage til USA for at være lærer i Fort Benning, Georgia, hvor han underviste soldater i at kæmpe. Han tjente også i den koreanske konflikt og blev såret så alvorligt, at han blev sendt tilbage til USA for at tjene som seniorinstruktør for amerikanske hærskoler i Oklahoma.

Han blev forfremmet til oberst i 1953. Når han ikke var involveret på fuldtid i militære aktiviteter, var Hughes lærer rundt omkring i hele Oklahoma. Hughes’ medaljer inkluderer Silver Star for mod, Bronze Star for at være en helt og syv Purple Heart-medaljer for de gange, han blev såret. Han døde i en alder af 87 i 1993.’

Så fortæller jeg dem, at dette er min bedstefar. De bliver virkelig meget mere interesseret i detaljerne, når de først kender til denne oplysning.

Der står, at han meldte sig ind i hærens reserver. Hvad denne tekst ikke omfatter, er, at han tilmeldte sig fordi de havde brug for nogen, der kunne læse flagkoder, og fordi Harry var spejder, havde han denne færdighed. Det inkluderer heller ikke, at mens Harry kæmpede i Cicely (slag man kæmpede for at distrahere tyskerne i forbindelse med D-dag invasionen) førte han med succes et af de blodigste slag under Anden verdenskrig.

En anden interessant detalje er, at Harry kommer fra en familie af lærere og fortsat har inspireret lærere. Min mor er uddannet lærer. Både min søster og jeg er certificerede lærere, og nu underviser min søn i gymnastik. Sikke en arv både på og uden for slagmarken.”

En ånd der ikke kan synke

Ken McGuire fortæller os om, hvordan hans far, Billy McGuire, overlevede forliset af HMS Repulse.

HMS Repulse og HMS Prince of Wales blev sunket den 10. december 1941 nord for Singapore, ud for Malayas østkyst nær Kuantan. Næsten 513 sømænd gik tabt. 

Her er et foto af fire modige mænd, der kæmpede på H. M. S. Repulse mod japanerne. Kun én overlevede, personen yderst til højre. Han er min far, Billy McGuire.

Sailors from the H.M.S. Repulse. Billy McGuire is at the far right. [Credit Ken McGuire]
Sømænd fra H. M. S. Repulse. Billy McGuire er helt til højre. [Kredit Ken McGuire]
De overlevende blev taget til Singapore. Så da japanerne flyttede rykkede ind i Singapore, flygtede mændene til en lille Minestryger, Jaraken, som de forsøgte at sejle sydpå til Java (Indonesien). De – 48 mænd – blev bombarderet af en cruiser og tog til bådene og landede til sidst på et ubemandet vrag. Billy McGuire og løjtnant Huntley R.N.V.R. var heltene i hele affæren. To dage senere kom Jarak til syne igen i, hældende til den ene side, men stadig flydende, og mændene formåede at gå ombord på den. På en eller anden måde fik McGuire og Huntley dem til en ø ved navn Saya, hvor de sænkede skibet og overtog to sampans, som de sejlede til Sumatra og i sikkerhed (en sampan er en lille fladbundet kinesisk båd med årer). Mændene måtte derefter krydse Sumatras jungle; på sit bredeste punkt spænder øen over 435 km. Det er ikke klart, hvor mange mil de 21 mænd måtte gå — en blandet flok sejlere og soldater – 100? 150 mil?

En overlevende siger:

”Den dampende, kravlende, stinkende, krybende jungle på Sumatra, med igler, der suger blodet fra ben og arme. Træer så tykke i toppen at dagslys aldrig brød igennem. Uden mad og drikke kæmpede en vaklende udmattet række af 21 englændere videre. Skar sig meter for meter igennem snavs og sumpe. Og den klagende stemme fra en ensom scouser (Billy McGuire) i gruppen sang, mens de svedte: “As I walk thro the jungle wi’ me little bit o’ bundle”. Uger senere, efter en rejse, der næsten lyder som fiktion den dag i dag, blev 21 af dem reddet. Men Bill McGuire fra 7 Whitfield Place, Birkenhead, der var gruppens scouser, arrangerede en genforening 14 år senere (i 1950’erne). Ifølge Harri Lewis, der vadede bag ham i den tynde række af 21 jungle-mænd, var han “en af de virkelige helte på vores vandring.”

From left Billy McGuire and fellow survivor [Credit: Ken McGuire]
Fra venstre Billy McGuire og sammen med en anden overlevende  [Kredit: Ken McGuire]

En historie om broderskab

Sarah Revenwood skrev til os om sin 2 x grandonkel, Archibald Ravenwood.

Han tjente i Første Verdenskrig, ligesom 4 af hans brødre, hvoraf den ene var min oldefar (han og en af hans brødre blev dræbt i kamp). Han havde også 5 brødre som gjorde tjeneste under Anden Verdenskrig, hvoraf den ene havde tjent i Første Verdenskrig, og en anden bror blev holdt som krigsfange i Changi fængsel, fordi han boede i Siam, da krigen startede.

Archibald Ravenwood 9/650 [Credit: Sarah Revenwood]
Archibald Ravenwood 9/650 [Kredit: Sarah Revenwood]
Dette er hvad jeg ved om hans militærtjeneste:

Archibald Ravenwood 9/650

Trooper Otago Mounted Rifles

Kampagne 1915-1916 Gallipoli

Forlod New Zealand 16. oktober 1914

Dræbt i kamp 30. maj 1915 Gallipoli

Alder 22

Medaljer Britisk Krigsmedalje, Sejrsmedalje, 1914-1915 Star

Kæmper for et nyt hjemland

Sabine Nygrund fortæller følgende historie om sine 2 x grandonkler.

”Kort efter at have emigreret fra et svensk samfund i Finland, meldte min oldemors bror, John og hans bror, Matt, sig til at kæmpe for Canada i Første Verdenskrig. De blev en del af 121. bataljon og blev overført til Frankrig for at kæmpe i skyttegravene.

Den 10. april 1917, mens han kæmpede ved Vimy Ridge, blev John ramt i sit venstre ben/hofte af granatsplinter. Han slæbte sig tilbage til et felthospital og blev derefter overført tilbage til England, men fik at vide, at han måske aldrig ville komme til at gå igen. Han vendte tilbage til Canada, kom sig og fortsatte med at arbejde som Log Boom sjakformand i en skovhugst lejr nord for Campbell River, British Columbia, Canada.

Sabines great-great-uncle [Credit: Sabine Nygrund]
Sabines 2 x grandonkel [Kredit: Sabine Nygrund]
Johns bror Matt blev ramt af granatsplinter i hans ansigt og ben en dag senere. Hans skader var ikke så alvorlige, og han ville senere vende tilbage til skyttegravene.

Glem aldrig at de kæmpede for vores frihed.”

Hundredvis af kilometer hjemmefra

Willi Baunach fra Tyskland skriver til os om sin bedstefar Eugen Stockmanns oplevelse fra Anden Verdenskrig.

Eugen Stockmann [Credit: Willi Baunach]
Eugen Stockmann [Kredit: Willi Baunach]
”Under Anden Verdenskrig var han stationeret i det besatte Frankrig. Til tider var han i Bordeaux. Engang var han lige ved at møde sin søn Karl. Det var i et stort telt, hvor han rapporterede, at fik han at vide, at en Karl Stockmann lige havde været der. Men han kunne ikke længere finde ham.

På det tidspunkt var det forbudt for soldater at nævne deres opholdssted i breve. Men han arrangerede en slags kode med sin kone. Han satte prikker under bogstaverne i den rigtige rækkefølge, som, når de blev sat sammen, afslørede deres opholdssted. Så hans familie vidste altid, hvor han var.

Da de trak sig tilbage fra Frankrig, blev han og hans enhed overført til Berlin for at forsvare hovedstaden. Men han havde en meget fornuftig kommandør, der i betragtning af den håbløse situation i Berlin gav sine mænd mulighed for at forlade byen! Eugen fik fat i noget bondetøj og løb hjem med en hakke på ryggen. Han formåede at rejse 600 kilometer hjem uden at blive genkendt.”

At overvinde trængsler

Kathrin Dohse deler historien om sin bedstefar, Walter Drohse.

I løbet af den tid, min bedstefar blev holdt i fangenskab, var han i stand til at bruge sine sprogkundskaber (engelsk og fransk), til at oversætte franske breve til tysk.

Da han vendte tilbage fra fangenskab, genkendte min onkel, der stadig var et lille barn på det tidspunkt, i begyndelsen ikke engang sin far. Han sagde til sin mor: “Hvad laver denne fremmede mand her? Han skulle gå væk igen!” Det påvirkede selvfølgelig min bedstefar meget.

I løbet af sit liv blev min bedstefar imidlertid kompenseret for vanskelighederne i hans krigs- og efterkrigsår. En spåkone havde engang profeteret, at den sidste tredjedel af hans liv ville være den bedste tredjedel. Det viste sig at passe. I den sidste tredjedel af sit liv skrev han adskillige bøger, herunder en med titlen “Let’s Go”, der handler om hans til i fængsel i Belgien og Frankrig. Min bedstefar levede indtil han var 92 år gammel.

Image of the book cover,
Billede af bogomslaget, “Let’s Go!” af Walter Dohse [Kredit: Kathrin Dohse]

Vinderne af MyHeritage Komplet abonnementet

Tak til alle, der sendte jeres families historier om tapperhed og mod ind. At have disse utrolige familiefortællinger er en velsignelse, og vi takker jer for at I deler dem med os!

And now for the winners of the MyHeritage Complete plan, the best plan MyHeritage has to offer… drum roll please!

Og nu til vinderne af MyHeritage Komplet abonnementet, det bedste abonnement MyHeritage har at tilbyde…

Lori Love, Sabine Nygrund og Charles Yancey! Vi kontakter jer snart for at tildele jer jeres MyHeritage Komplette Abonnementer.

Vi ønsker alle en glædelig og sund jul fyldt med masser af slægtsforskning!

Skriv en kommentar.

Denne e-mailadresse er privat og kan derfor ikke vises.