Er du lige trådt ind i slægtsforskningsskoven? Her er et kort

Er du lige trådt ind i slægtsforskningsskoven? Her er et kort

Rutinerede slægtsforskere ved som regel, hvad de vil med deres genealogiske arbejde, mens nybegyndere og folk, som endnu ikke har begyndt deres forskning, måske er en anelse rådvilde, fordi søgningen indad i eget eksistensgrundlag og identitet kan virke overvældende og uoverskueligt. Derfor har MyHeritage lavet denne tipsliste, du kan dele med familie og venner, som gerne vil i gang med slægtsforskningen.

Af Kasper Nesager-Hansen

Juletid er som bekendt familietid. Vi bruger den sidste halvanden uges tid i december i familiens skød, men hvor godt kender vi vores familie? Har vi alle grenene med i stamtræet? Og hvor meget har vi lyst til at grave i bedstefars gode historier? Hvis du lige er trådt ind i genealogiens verden eller overvejer det, har vi en række tips til dig.

Definér din forskning

Når du står ved foden af dit slægtstræ og forestiller dig, at grenene når helt ind i himlen, kan din slægtsforskning virke uoverskuelig – især hvis du absolut ingen genealogisk erfaring har. Det kan de fleste slægtsforskere sikkert nikke genkendende til.

Derfor anbefaler vi, at du gør dig nogle overvejelser om, hvilke områder af din familie du vil undersøge, din mors side af familien eller din fars, og så afgrænser du din forskning til dette område. Ydermere foreslår vi, at du sætter dig et mål, hvilket kunne være, at du får kortlagt din mors side af familien tilbage til 1700-tallet. Mål er vigtige i slægtsforskning, fordi din tålmodighed vil komme på prøve fra tid til anden, ligesom du vil opleve en række blindgyder, hvor din forskning ikke kan komme længere. Derfor er det nødvendigt at sætte sig mål og fejre, når du når dem.

Måske bør du også overveje, om du har lyst til at grave i din bedstefars gamle røverhistorier, da det kan vise sig, at tipoldefar Knud ikke var Nordsøens ukronede sørøverkonge – nogle historier er for gode til at blive afsløret som, ja, røverhistorier.

Det bedste udgangspunkt – dig selv

Din slægtsforskning skal starte et eller andet sted, og det kan ligeså godt være dig. For hvem kender du bedre end dig selv? Hvis du opretter en profil på MyHeritage.dk, er det nemt at indtaste dine personlige oplysninger såsom fødselsdato og sted. Dernæst kan du indtaste dine forældres og søskendes personlige oplysninger, og dit stamtræ begynder at spire.

Gå på opdagelse

Når du har fået de første grene i stamtræet og har valgt, hvilken retning din forskning skal bevæge sig, kan det næste skridt være at tage kontakt til dine forældre eller bedsteforældre. De kan fortælle lidt om de ældre generationer på deres side af familien, og måske har de fotoalbummer samt dokumenter, som viser navne, fødselsdatoer og fødselssteder. Med denne viden kan du søge i kirkebøger, der kan kortlægge detaljer i din slægt; hvem blev gift med hvem og hvornår? Hvornår blev dine oldeforældre født, og hvornår døde de? Hvor mange børn fik de? Grenene vokser, og bladene folder sig ud.

Gå på opdagelse i dine forældres kælder eller loft, hvor gamle minder gemmer sig. Spørg ind til de ting du finder, da den gamle sølvrangle måske har tilhørt tipoldemor, Petra, som dine forældre havde glemt alt om, da de fortalte dig om den nærmeste slægt. Hun kunne være den kvist, du manglede for at komme videre.

Del din viden og opnå resultater i fællesskab

Om du er rutineret slægtsforsker, erfarent medlem af MyHeritage eller nybegynder, så er der ét universelt tip, vi foreslår, du følger; del din viden. Invitér andre til at være en del af dit stamtræ og del jeres forskning med hinanden. I kan med fordel bruge vores nyeste søgeredskab, Search Connect™, hvor jeres søgen går hen og bliver en optegnelse i sig selv, I kan tilføje ny viden. Dermed kan jagten på tabte slægtninge gå hen og blive nemmere, da flere hjerne og øjne samlet om et familiemysterium.

Gerda Hansen indsendte fornylig en historie om, hvordan hun fik sin bedstefars stamtræ færdiggjort gennem MyHeritage og vidensdeling. Gerda havde i mange år drømt om at lave sin bedstefars stamtræ, hvilket viste sig noget nær umuligt, fordi familiehistorien var gået tabt, men efter to års ihærdig slægtsforskning, blandt andet gennem MyHeritage, fik Gerda en opringning fra en mand ved navn Johannes i starten af december. Han havde erfaret, at Gerda ledte efter sine rødder, og Johannes havde de afgørende kviste til bedstefarens stamtræ. I dag er Gerda en glad kvinde, som har færdiggjort stamtræet og dermed realiseret en gammel drøm – alt sammen takket være vidensdeling.

Bliv medlem af genealogiske fællesskaber

Du er ikke alene. Nettet bugner med fællesskaber, der deler passionen for slægtsforskning. Og som beskrevet ovenfor er vidensdeling vigtig – det gælder også deling af erfaringer.

Er du gået i stå eller har du behov for at få feedback på nogle af dine ideer til slægtsforskning, kan du som regel blive medlem af forskellige onlinefora, hvor erfarne medlemmer og slægtsforskere gerne giver en hjælpende hånd. Ønsker du ikke at oprette en særskilt profil på forskellige internetfora, kan du med fordel bruge din eventuelle Facebook-profil til at blive medlem af Slægtsforskning, der varetager generelle genealogiske spørgsmål såsom, hvor man kan lede efter nye informationer, og hvad andre gør, når de løber ind i forhindringer.

Der findes også en særlig MyHeritage-gruppe, som hjælper hinanden med MyHeritage spørgsmål, hvilke kan være, hvordan de forskellige funktioner virker, hvordan man udfører bestemte handlinger eller generelle tips.

Endelig er der den officielle MyHeritage Facebookside, hvor du kan hente inspiration og modtage særlige nyheder om MyHeritage, ligesom du kan deltage i konkurrencer og meget mere.