Underskrevet, din far i nazi-fængsel: En ekstraordinær samling af breve

BBC udgav for nyligt en artikel om en bemærkelsesværdig historie, som MyHeritages forskningsteam faldt over i 2015. På det tidspunkt arbejdede teamet på at finde jøder fra Corfu-øen som en del af et større projekt om at genforene efterkommerne af en jødisk familie, der overlevede holocaust med beboerne på øen, som havde givet dem et tilflugtssted.

Nogle gange leder man efter én skat, men finder en anden. Det var det, der skete, da Roi Mandel, chef for forskningsteamet, mødte Dario og Vittorio Israel – og de hev en forbløffende samling af breve frem, som deres far havde smuglet ud til dem fra et nazi-fængsel under holocaust.

Dario og Vittorio boede i Trieste, Italien med deres forældre, da tyskerne besatte landet i 1943.

Daniele med familie (foto forbedret af MyHeritage)

Deres far, Daniele, var bekymret for sin kone og sine børns sikkerhed og sendte dem ud af byen med håbet om, at det hele ville falde lidt til ro. Da Daniele blev arresteret i sin polstringsbutik den 30. december 1943, kom Dario, Vittorio og deres mor Anna tilbage til byen og skjulte sig i et træskur, der tilhørte Annas svigerbror, som var tømrer og katolik. Træskuret var lille og der var hverken lys eller vand – kun et lille tagvindue. Familien tilbragte de næste 8 måneder af deres liv på den trange plads.

I denne periode opretholdt Daniele og Anna en hemmelig korrespondance ved at sy breve ind i Danieles skjorter i kraver og ærmer, og fragtede dem ud og ind, når de skulle til vask. Anna gemte omhyggeligt hver og et af brevene, han sendte – alle 250.

Brevene kaster lys over en detaljeret og hjerteskærende historie om de 8 måneder, Daniele tilbragte i Coroneo-fængslet i Trieste.

Anna, Vittorio og Dario (foto forbedret af MyHeritage)

Smuggling the letters

Daniele var møbelpolstrer og derfor meget dygtig med nål og tråd. Når han havde en beskidt skjorte, som skulle til vask, sprættede han syningerne op, gemte brevet i skjorten og syede den sammen igen. To af Danieles ikke-jødiske tidligere ansatte hentede vasketøjet og leverede det til Anna. Anna sprættede så syningerne op igen, tog brevene ud, og læste dem for sine sønner. Så vaskede hun skjorterne, skrev et svarbrev og syede det ind i skjorten før det rene tøj blev sendt tilbage med mandens tidligere ansatte. Nogle gange sendte hun også blæk, papir eller mad med, hvis Daniele bad om det.

Dario og Vittorio, som var 8 og 9 på det her tidspunkt, ventede ængsteligt på hvert brev.

At opretholde kontakt bagom ryggen på nazierne var ikke nemt. De tyske autoriteter vidste, at Daniele havde en kone og to sønner og de pressede ham ofte til at fortælle, hvor de var. De adspurgte ham om det hver uge, og nogle gange torturerede de ham endda for at få ham til at fortælle, hvor hans familie skjulte sig. Men Daniele insisterede på, at han ikke havde kontakt til dem. Hvis de havde fundet ud af, at han skrev med Anna, ville de alle – inklusiv de, som hjalp dem – være i alvorlig fare.

For at sikre sig, at de ikke blev opdaget, brændte Daniele Annas breve, når han havde læst dem. Han advarede endda Anna og bad hende bruge papir, der brændte lydløst, af frygt for at vagterne skulle høre det og komme for at undersøge det.

‘Jeg er heldig, hvis jeg kommer tilbage til jer’

Daniele skrev til sin kone og sønner om oplevelserne i fængslet, om dem, som blev ”sendt væk for at arbejde” og om sin kærlighed til familien og de minder han havde om dem. Han var især plaget af mindet om engang, hvor hans sønner var kommet grædende hjem, fordi andre børn havde kaldt dem ”jødiske svin” og givet dem tæv. På det tidspunkt blev Daniele vred og straffede sine sønner for ikke at forsvare sig selv. Årevis senere, placeret i en fængselscelle for “forbrydelsen” at være født jøde, fortrød Daniele måden han havde håndteret situationen på, og skrev flere gange og bad om tilgivelse fra sine sønner.

Herunder er en oversættelse af et brev, Daniele sendte den 20. august 1944:

Kære Anna,

Tilgiv mig for alting. Jeg skrev til dig i går, men du ved, jeg er så trist. At tænke på, at dem som tog afsted, tog på arbejde, mens så få af os blev tilbage. Efter hver afgang, er der altid en melankolsk stemning. Flere tog afsted denne gang end nogen tidligere afgang, og du ved, at tænke på at de tog på arbejde mens vi stadigvæk er i fængsel, det er ikke rart. Hvis bare det var muligt at krigen endte snart, men hvem ved?

Kære Anna, jeg beder dig om at være stærk nu. Du er allerede stærkere end mig. Det er snart vores kære drenges fødselsdag. Jeg har gemt 200 lire til anledningen. Nu sender jeg dig pengene på forhånd, fordi jeg har altid været forsørgeren, og jeg ved ikke om jeg stadigvæk er i fængsel på deres fødselsdag. Det er min gave til dem. Hvis jeg kunne give dem mit liv, ville jeg gøre det. For to eller tre måneder siden havde jeg håb for denne dag. Jeg håbede at alting var slut, og at jeg kunne være sammen med jer alle for at fejre drengene og min tilbagevenden. Men sådan er det ikke. Jeg forsøger ikke at forudse mere. Det er ikke godt for mig. Jeg er ikke heldig. Jeg er heldig (og det ville være mit sande held), hvis jeg kommer tilbage til jer alle. Det er så trist at leve under sådanne forhold.

Kære Anne, sig til mine kære drenge, at jeg sender dem mine bedste ønsker. Det er ønsker fra en far, der elsker dem meget højt. Jeg er sikker på, at de husker mig. Den tanke beroliger mig lidt. At du tænker på mig, fuldender resten af mit liv. Så mange triste ting, jeg har at skrive om til lejligheder, som ellers skulle være glædelige. Heldige er de, som overgiver sig til tro. Hvis Gud finder mig værdig, giver jeg mine velsignelser til drengene og dig og håber på Hans (Guds) velsignelse. Jeg ønsker drengene et lykkeligt og sundt liv, og for dig Anna, håbet om at Gud hører dine bønner. Hilsener til jer alle, tak dem, som hjælper dig og som også har hjulpet mig. Kys de kære drenge for mig. Et stort og varmt kys til dig.

Din,

Daniele

Som tiden gik, blev det klart for Daniele, at de, som blev ”sendt på arbejde” blev sendt et andet og meget mere skummelt sted hen, og at det snart var hans tur. 4 måneder efter, at han skrev brevet herover, den 2. september 1944, blev han sat på et tog til Auschwitz – men selv det afholdt ham ikke fra at skrive til sin familie.

Da han var ved udryddelseslejren, skrev han et sidste brev, som det lykkedes ham at sende til Anna gennem en arbejder på toget, som han kendte. ”Du kan se røgen på lang afstand,” skrev han ”Der er så meget røg her. Det er helvede.”

Det var det sidste, hans familie nogensinde hørte fra ham.

Dario og Vittorios bedsteforældres død blev dokumenteret i Auschwitz, men deres fars gjorde ikke. De hørte, at han blev set i live to uger før lejren blev frigjort, og Anna ledte efter ham i årevis uden held. Dario og Vittorio tror, at deres far blev flyttet til en lejr længere mod vest, væk fra de fremrykkende allierede, i en dødsmarch – og omkom formentlig undervejs.

Genopdagelse af brevene

Anna, Dario og Vittorio vendte tilbage til deres hus i Trieste efter krigen, men immigrerede til Israel i 1949 – for at opfylde et ønske udtrykt af Daniele i et af hans breve. Anna opbevarede brevene sikkert i en skuffe i hendes lejlighed i Tel Aviv, men familien snakkede meget sjældent om krigens begivenheder. Efter Anna døde i en alder af 96, ryddede sønnerne op i hendes lejlighed og fandt brevene.

År senere blev de kontaktet af MyHeritages forskningsteam. Mange af jøderne fra Corfu, en græsk ø, var flyttet til Trieste – inklusiv nogle af Annas familiemedlemmer – og forskerne fra MyHeritage kontaktede Dario og Vittorio i den sammenhæng. Da Vittorio trak brevsamlingen, som hans mor havde bevaret, frem, troede MyHeritage-forskeren Roi Mandel ikke sine egne øjne. Med tilladelse fra familien, fotograferede Roi brevene og bad et medlem af teamet – Elisabeth Zetland – om at transskribere og oversætte dem.

Elisabeth brugte måneder på at transskribere og oversætte brevene. Da projektet var færdigt, gav MyHeritage kopier og oversættelser til familien, mens originalerne blev doneret til Yad Vashem-arkivet i Jerusalem.

Eftersom at Daniele i gennemsnittet skrev et brev om dagen, genlevede Elisabeth oplevelsen med ham mens hun læste, transskriberede og oversatte. Hun beskriver den følelsesmæssige proces, som Daniele gennemgik, som minder om det mange andre jøder også oplevede dengang: fra forvirring, troen på, at der var sket en fejl, til kedsommelighed, frustration, hjertesorger og zikzakken mellem håb og fortvivlelse. Elisabeth tror på, at brevene til konen og sønnerne hjalp ham med at håndtere de ubærlige omstændigheder.

Det er tydeligt fra brevene, at han blev gradvist mere klar over, at han aldrig skulle se dem igen, og han brugte muligheden til at give vigtige livslektioner videre til sine sønner om hvordan de skulle være gode mænd.

”Være gode og sandfærdige brødre, elsk altid hinanden. Sådan gør i mig og jeres kære mor, som er så godt et menneske, glade.”

Hans sønner har taget den besked ind og udlevet det. Dario og Vittorio skabte deres egne familier – og navngav hver en søn Daniel efter deres far – og har nu i alt 13 børnebørn.

”Vi holder altid kontakten med hinanden, hver eneste dag,” siger Vittorio.

En vigtig arv

Daniele Israels breve har efterladt en vigtig arv til hans børn, børnebørn og oldebørn: et indblik i hans oplevelse i denne forfærdelige periode, og en omfattende hyldest til hans hengivenhed til kone og børn. Vi på MyHeritage er beærede over, at have været en del af at bevare disse uvurderlige dokumenter og gøre hans besked om kærlighed og håb tilgængelig for fremtidige generationer.